Helle Thorning-Schmidt svarer nu på den kritik, som Mogens Lykketoft har rettet mod hende i sin nye bog.

Det sker i en skriftlig kommentar til DR.

'I over 25 år har Mogens sagt utroligt negative ting om først Svend, så Poul og nu mig,' skriver den forhenværende statsminister og fortsætter:

'Måske siger det mere om ham end om os, siger hun med henvisning til de to andre forhenværende S-formænd Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.'

I sin bog 'Erindringer', som DR har fået adgang til inden den officielle udgivelse 2. oktober, skriver den tidligere S-formand Mogens Lykketoft blandt andet, at Helle Thorning-Schmidt var fejlcastet til rollen som socialdemokratisk statsminister.

'Hun var efter min mening fejlcastet til opgaven. Holdningerne og målene forblev i hendes ti år som partiformand og undervejs regeringschef aldeles uklare,' skriver han blandt andet.

Han understreger, at han ikke har noget imod Helle Thorning-Schmidt som person, men han mener ikke, hun levede op til sit ansvar som formand i Socialdemokratiet.

Blandt andet mener han, at der manglede en rød tråd i hendes regeringspolitik, ligesom han også kalder den socialdemokratiske regeringsperiode fra 2011 til 2015 for 'en tragedie for Socialdemokratiet.

Helle Thorning-Schmidt blev som bekendt Danmarks første kvindelige statsminister i 2011.

Allerede seks år forinden havde hun overtaget posten som formand i Socialdemokratiet fra netop Mogens Lykketoft.

I sin bog giver sidstnævnte dog udtryk for, at han dengang hellere havde set, at den nuværende formand for Socialdemokratiet og statsminister, Mette Frederiksen, havde overtaget rollen som frontfigur.

Men dengang takkede Mette Frederiksen, der på tidspunktet var 27 år, nej.