Helle Thorning-Schmidt er en særdeles stærk kandidat til posten som FNs nye flygtningehøjkommissær, lyder det fra både FN-forbundet og en tidligere vice-flygtningehøjkommissær.

Hun har været garant for stramme asylregler i sin tid som statsminister. Nu står hun til at blive talerør for verdens flygtninge, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formelt har indstillet Helle Thorning-Schmidt (S) til posten som FNs nye flygtningehøjkommissær.

På nogle måder et paradoksalt valg, lyder det fra flere sider. Men mest af alt er Thorning en særdeles stærk kandidat til FN-topposten, vurderer blandt andre Søren Jessen-Petersen, der er tidligere mangeårig vice-flygtningehøjkommissær i FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

»Det er klart, at hun er en stærk kandidat. Hun er tidligere statsminister, hun har et stærkt internationalt netværk, hun kommunikerer godt, og hun er også meget dygtig politisk. Og så kommer hun fra en region, der står respekt om, og som altid har været en god støtte til UNHCR både politisk og finansielt,« siger han.

Det paradoksale består ifølge Søren Jessen-Petersen i, at Thorning gennemførte flere stramninger på asylområdet i sin regeringstid, ligesom den nuværende regering også har lagt en stram kurs for dagen.

SR-regeringens stramninger på familieføringsområdet fik i efteråret UNHCR til at udtale skarp kritik, og den tidligere vice-flygtningehøjkommissær medgiver da også, at Danmarks internationale renommé lider under den udlændingepolitik, der føres.

»Vores flotte ry er ved at blive flosset i kanterne. Jeg tror ikke, at man vil bruge det som et argument for ikke at vælge hende, og det bliver heller ikke tungen på vægtskålen. Men vi skal huske, at Helle Thorning meget stolt under valget sagde, at hun havde gennemført flere asylstramninger end den tidligere regering. Og en højkommissær skal jo ikke være stolt over, at hun har indført stramninger,« siger Søren Jessen-Petersen.

Det vides endnu ikke, om der er flere officielle kandidater til posten som flygtningehøjkommissær, og ifølge Søren Jessen-Petersen er det heller ikke sikkert, at de bliver offentliggjort. Men han spår, at det bliver et stærkt felt, da der er tale om en meget tung FN-post.

Helle Thorning-Schmidt kommer dog stadig til at have gode chancer, vurderer også Jørgen Estrup, der er landsformand i FN-forbundet - en uafhængig NGO, der forsøger at styrke interessen for FN.

»En flygtningehøjkommissær skal have en klar international profil og international erfaring. Og det har hun. Hun er desuden relativt velrenommeret i EU-systemet, så den del er på plads,« siger han.

Jørgen Estrup peger også på de danske asylstramninger som et element, der kan spille ind på valget. Han tilskriver det dog ikke den store betydning.

»Det er klart, at der er noget paradoksalt i de stramninger, vi laver, og vores kandidatur til den toppost. Jeg tror dog, at der skal mere til, før Danmark mister sit renommé,« siger Jørgen Estrup.

Hovedpersonen selv giver heller ikke meget for spekulationerne om, hvorvidt asylstramningerne er et problem.

»Jeg står helt på mål for de beslutninger, der blev truffet, da jeg var statsminister. Og man skal under alle omstændigheder huske på, at Danmark er en stærk samarbejdspartner for UNHCR og har været det længe,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Den nuværende flygtningehøjkommissær, António Guterres, stopper på posten ved årsskiftet.