Det er en 'yderst beklagelig personalesag'. Sådan siger statsminister Helle Thorning-Schmidt om en sexchikanesag ved en julefrokost mellem en sekretær i Socialdemokraterne og daværende gruppeformand Carsten Hansen, som nu er by- og boligminister.

Mens Socialdemokraterne mørkelægger by- og boligminister Carstens Hansens (S) sexchikanesag, tager hans chef og partiformand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, nu bladet fra munden.

- Det er en yderst beklagelig personalesag. Men jeg kan i sagens natur ikke udtale mig yderligere, siger hun om forliget, der blev indgået mellem en forulempet sekretær og Socialdemokraterne.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Til bt.dk siger Helle Thorning videre:

- Hvis du spørger mig om det politiske, synes jeg, vi er klommet flot fra start. Vi er er stolte af regeringsgrundlaget og meget stolte af finansloven, men hvis du spørger om de her personsager, så ville jeg gerne have været dem foruden.

Carsten Hansen forulempede ifølge Ekstra Bladet en af partiets sekretærer ved en julefrokost i en sen nattetime på Copenhagen Jazzhouse, så det endte med en faglig sag om sexchikane.

Finansminister Bjarne Corydon (S) forhandlede i sin egenskab af daværende chef for partiets presse- og analyseafdeling sagen med HK.

Sekretariatschef Louise Høst i Socialdemokraternes analyse og informationsafdeling, oplyser, at hun er bekendt med, at der har været en personalesag, som er afsluttet i enighed mellem parterne og det relevante fagforbund.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer, skriver hun.

- Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag, som jeg er meget ked af og beklager. Sagen er afsluttet i enighed mellem parterne og det relevante fagforbund, siger Carsten Hansen til Ekstra Bladet.

HK bekræfter også "personsagen".

- Jeg kan bekræfte, at der har været en drøftelse mellem HK og Socialdemokraterne vedrørende en personsag i foråret 2011, og at der er lavet en aftale, der tilgodeser vores medlem, siger faglig chef hos HK, Steen Preisler.

Helle Thorning-Schmidt var ifølge avisen informeret, men lod andre håndtere sagen.

/ritzau/

HVAD MENER DU? VAR DET EN FEJL AF THORNING AT UDNÆVNE CARSTEN HANSEN TIL MINISTER NÅR HUN VAR VIDENDE OM SAGEN? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR