Ifølge Thorning er det i orden at give skattelettelser til de rigeste danskere, hvis bare de er finansieret.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har igen og igen tordnet i mod VK-regeringens skattelettelser til de rigeste danskere.

Den rigeste femtedel af danskere slipper for at betale regningen for den økonomiske krise, mens de fattigste danskere må holde for, lød kritikken fra den Socialdemokratiske formand.

Men efter Helle Thorning-Schmidt har fået regeringsmagten, vil hun nu gennemføre de samme lettelser i topskatten i 2014, som VK-regeringen lagde op til.

- Jeg har ikke tordnet imod lettelser i topskatten, men i mod ufinansierede topskattelettelser, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau, efter hun tirsdag holdt sin første åbningstale i Folketinget.

I april måned fastslog Helle Thorning-Schmidt ellers, at lettelserne i topskatten var en af de ting, som hun ville rulle tilbage efter valget.

- Vi arbejder frem mod 2020 med et meget stramt budget, og i den situation er der ganske enkelt ikke råd til, at vi gennemfører de skattelettelser, sagde Helle Thorning-Schmidt dengang til Politiken.

Tirsdag har statsministeren denne holdning:

Spørgsmål: Er det ok at give lettelser til de rigeste danskere i den økonomiske situation, som Danmark befinder sig i?

- Det vigtige er at fremlægge en skattereform, der er socialt afbalanceret og ikke mindst fuldt finansieret.

- Det har VK-regeringen forsømt, hver gang de har givet skattelettelser. Derfor er det her fuldstændigt forskelligt fra det, den tidligere regering gjorde, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun har ellers tidligere fastslået, at netop topskattelettelserne i 2014 er med til at sikre, at de rigeste danskere "på intet tidspunkt frem mod 2020 kommer til at betale så meget som en krone" af kriseregningen.

- Den absolut mest velstillede del af befolkningen, den gyldne procent, får i 2014 øget deres disponible indkomst med knap 45.000 kroner på grund af regeringens og Dansk Folkepartis krisepolitik, sagde Helle Thorning-Schmidt i juni til B.T.

Spørgsmål: Kan du forstå, hvis danskerne undrer sig efter at have hørt dig sige, at vi skal ikke give skattelettelser til de rige?

- Nej, det kan jeg ikke, for det vi har sagt er, at man ikke skal give ufinansierede topskattelettelser, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/