Klima, vækst i provinsen, jobskabelse, overførselsindkomster og udlændinge. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen (V) kom vidt omkring i den tredje direkte tv-duel mellem de to statsministerkandidater på TV 2 torsdag aften.

Duellens hovedfokus var dog vækst og jobskabelse.

Indledningsvis var de to politikere var langt mere disciplinerede i denne tredje duel og lod med få undtagelser hinanden tale ud. Men som duellen skred frem, røg de mere og mere i flæsket på hinanden.

Læs BTs LIVE-dækning af duellen:

Det slog især gnister, da talen faldt på, hvem af dem, som har ført Danmark ud af krisen.

»Vi har sikret at Danmark er ude af krisen, og nej Lars Løkke, det er ikke dig der har sikret det. Det er min politik der har sikret det,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

»Nu synes jeg ærlig talt, at du pynter dig med lånte fjer,« svarede Lars Løkke Rasmussen og nævnte en række reformer han har stået i spidsen for.

»Det er dig, der pynter dig med lånte fjer,« replicerede Thorning omgående.

Hun undrede sig over, at det er forkert at Løkke ikke vil anerkende de resultater hun har nået.

»Jeg kan bare konstatere at det ikke gik særlig godt, da du var statsminister,« fortsatte Thorning.

Hun forsøgte at tegne et billede af Venstres politik som et eksperiment, der stritter i alle retninger. Løkke anklagede derimod Thorning for at pudse glorien, i stedet for at anerkende, at det i virkeligheden var reformer fra hans tid som statsminister, og reformer, som Venstre har haft stor indflydelse på lagt og stemmer til under Thornings tid som statsminister, der har bragt Danmark ud af krisen.

Til sidst blev asyl- og udlændingepolitikken diskuteret. Løkke angreb igen Thorning for at lempe asylreglerne, men Thorning stod fast på sit hidtidige standpunkt: nemlig at regeringen i virkeligheden har strammet dem. Thorning rakte hånden ud til Løkke og opfordrede til en bred aftale på udlændingeområdet.

»Der er mange ting vi er enige om, Lars,« lød det.

Lars Løkke Rasmussen drillede efterfølgende Thorning med, at hendes regeringspartner fra De Radikale er lodret imod stramninger på udlændingeområdet.

Trods en til tider ophedet debat gik bølgerne dog ikke ligeså højt, som da Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen nærmest kom op at skændes under sidste duel på DR1 i søndags.