Statsministeren ønsker dog ikke at kommentere kritikken af DONGs bestyrelse.

Det er positivt, at tidligere finansminister Claus Hjort-Frederiksen (V) har erkendt et medansvar for Finansministeriets passive rolle i forhold til DONG i perioden fra 2008 til udgangen af 2010.

Det konkluderer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter Rigsrevisionen onsdag har rettet kritik af blandt andet Finansministeriets rolle. Om beretningen fra Rigsrevisionen siger Thorning:

- Meget af det vedrører jo interne ting i DONG, så er der en del af det, der vedrører kritik af Finansministeriet, og der har jeg bemærket, at tidligere finansminister Claus Hjort-Frederiksen har påtaget sig et medansvar for det. Det er rigtig godt, for det var i tiden før regeringsskiftet, siger Helle Thorning-Schmidt.

I forbindelse med kritikken fra revisionen har Claus Hjort-Frederiksen til TV 2 News sagt, at »det er klart, at som den øverst ansvarlige finansminister, så har jeg jo selvfølgelig et medansvar for det,« og den melding er Thorning altså godt tilfreds med.

I Rigsrevisionens beretning kritiseres en række af DONG Energys investeringer, og Finansministeriets rolle får en hård medfart, da staten ejer næsten 80 procent af selskabet.

- I perioden fra 2008 til udgangen af 2010 indtog Finansministeriet således en mere afventende position. DONG Energy iværksatte i denne periode et omfattende investeringsprogram med vidtrækkende betydning for selskabets økonomi. Strategien og investeringsprogrammet har medført øgede risici for staten, lyder det i beretningen.

Rigsrevisionen retter også kritik af DONGs bestyrelse, men Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at kommentere bestyrelsens rolle.

Spørgsmål: Nu er staten ejer af DONG, hvad siger du til den kritik, der er af DONGS bestyrelse?

- Det tror jeg ikke, det tjener noget formål at gå ind i det. Nu skal Statsrevisorerne også se på den, men det er forhold, der har været fremme før så at sige, og bestyrelsen har også taget konsekvensen af det, siger Thorning.