De stædige rygter i både danske og europæiske medier, om at Helle Thorning-Schmidt er favorit til et EU-topjob, er irriterende og forstyrrende.

Det siger Helle Thorning-Schmidt til bt.dk.

- Det er meget besværligt. Det forstyrrer mit arbejde. Jeg svarer det samme hver gang, folk spørger: Jeg vil gerne styre danmark fri af krisen. Jeg har ikke lyst til at overdrage landets styre til de fire oppositionspartier. Jeg synes ikke, vi skal eksperimentere med Danmark.

Thorning-Schmidt har gennem de seneste måneder været et varmt navn på rygtebørsen som kandidat til en af topposterne. Hendes forsikringer om det modsatte har ikke dæmpet spekulationerne herhjemme og i udlandet om, at hun står på spring, hvis muligheden byder sig senere på sommeren, når EU-kabalen skal lægges. Det drejer sig om enten jobbet som ny kommissionsformand, som rådspræsident eller som udenrigschef i EU.

Hun benægter hårdnakket, men det skaber slør i kommunikationen for Socialdemokraterne, at selv nogle af hendes egne gruppemedlemmer vurdrerer, at hun kan være på vej væk. Til gengæld glæder man sig i toppen af Socialdemokraterne og i regeringen over, at den ros, der ligger i at omtale hende som kvalificeret til så fremtrædende poster.

I Venstre er der nærmest sket det modsatte. Her har partiet talt deres egne topfolk ned. Først ved at give indtryk af, at Lars Løke Rasmussen savner opbakning, og dernæst ved at give indtryk af at partires nr. 2, Kristian Jensen, savner gennemslagskraft og næppe an vinde over Thorning i et folketingsvalg.

Det går bedre for Socialdemokraterne nu, og dårligere for Venstre?

- Det går bedre i Danmark. Vi er et andet sted end for tre år siden. Vi har bedre beskæftigelse, større vækst og eksport, og det er rigtig godt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Mener du at de tiltag, I har lavet for at skabe mere beskæftigelse, virker?

- Jeg vil ikke tage æren for det hele. Det går bedre i Europa, men der er ingen tvivl om, at det regeringen har gjort - også noget af det der har været rigtig svært - det virker. Og det er en af årsagerne til at det går bedre i Danmark.

- Vi skal holde hænderne på rattet og styre Danmark helt fri af krisen.

Hvordan oplevede du at se krisen i Venstre fra sidelinjen?

- Det er et anliggende for Venstre.