Helle Thorning-Schmidt (S) er blandt de 150 mest frygtløse kvinder ifølge det amerikanske magasin Newsweek. Det kan tjene danske kvinder til hæder, mener kvindeforsker.

Angela Merkel, Lady Gaga, Oprah Winfrey og... Helle Thorning-Schmidt. Danmarks statsminister er i fint selskab på Newsweeks liste over verdens 150 mest frygtløse kvinder. I beskrivelsen af Helle Thorning-Schmidt (S) nævner det amerikanske magasin, at hun er Danmarks første, kvindelige statsminister. Netop det fremhæver også kvindeforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup. - Det er jo noget særligt, fordi hun er vores første kvindelige statsminister. Det er ærefuldt, at hun er kommet på den liste, og det kan tjene danske kvinder til hæder, siger hun.

HVORDAN GØR HELLE THORNING DET INTERNATIONALT? ER HUN EN GOD REPRÆSENTANT FOR DANMARK? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Newsweek nævner derudover pressens hårde angreb mod Helle Thorning-Schmidt under valgkampen - at hun blev kaldt 'Gucci-Helle', og at der gik udokumenterede rygter om, at hendes mand var homoseksuel. - Det kan ikke være meningen, at hun skal stå så meget igennem for sit køn, det skal mænd ikke. Men kvinder er altid mere synlige end mænd, de kan ikke bare gemme sig i et gråt jakkesæt, men skal hele tiden iscenesætte sig selv som kvinder. Hun havde nok ikke været på listen, hvis ikke hun var landets første kvindelige statsminister. Udnævnelsen er nok også knyttet til, at hun er en ung, smuk kvinde, men også en værdig leder, siger Karen Sjørup. Udover skuespillere som Glenn Close og Angelina Jolie, sangere som Lady Gaga og Adele, tæller listen over Newsweeks frygtløse kvinder markante politikere som Angela Merkel, Hillary Clinton og Aung San Suu Kyi. Og altså Helle Thorning-Schmidt. - Sammenlignet med Clinton og Merkel er Thorning 20 år yngre, og kønnet er mindre betydningsfuldt, når man er ældre. Merkel nedtoner det kvindelige, hun går i tilknappede jakker og er meget stereotypt påklædt. Thorning tiltrækker sig mere opmærksomhed, fordi hun er høj, stylet og synlig. Hun tilhører og repræsenterer en ny tid og en ny generation af kvindelige politikere, siger Karen Sjørup. Udover de kendte politikere, sangere og skuespillere tæller Newsweeks liste blandt andet aktivister og journalister, som har spillet centrale roller i det arabiske forår.

Hvordan gør Helle Thorning det internationalt? Er hun en god repræsentant for Danmark?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.