Med flere års erfaring som minister, en kandidatuddannelse og erfaring fra militæret, har Venstres nu tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen gode kort på hånden, når han skal finde et nyt job. Men han har også en svaghed.
B.T. har talt med både en ekspert i rekruttering samt iværksætter Martin Thorborg om, hvor det kan tænkes, at Ellemann-Jensens næste stop bliver, efter at han mandag meddelte, at han stopper i politik.
Martin Thorborg er ikke i tvivl.
»Ellemann er jo jurist, så mon ikke han ender i et af de store revisions- eller advokatfirmaer,« skriver han i en sms til B.T. og tilføjer:

»Han har jo et gigantisk politisk netværk og det kombineret med hans juridiske uddannelse og hans erhvervserfaring inde for samme, gør ham jo til et gigantisk aktiv.«
Thorborg baserer sit bud på en anden Venstre-politiker, der også skiftede politikerjobbet ud med det private erhvervsliv – i hvert fald for en stund.
»Lidt lige som Lars Løkke, der blev rådgiver hos Gorrissen Federspiel. Men jeg håber, han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) holder en god ferie, for det tror jeg, han trænger til,« lyder det fra Thorborg.
Hos rekrutteringsbureauet Martens & Partner er medstifter, partner og specialist i rekruttering, Hans Jørgen Andersen, ikke i tvivl om, at 50-årige Jakob Ellemann-Jensen vil blive en eftertragtet herre i det private erhvervsliv.

Der er nemlig god efterspørgsel efter erfarne og veluddannede politikere.
»Han er prædestineret til at komme ud i nogen af de meget store virksomheder. Jeg tænker på de store medicinalvirksomheder, som jo har brug for de der internationale referencer, som han uden tvivl besidder,« siger han.
Det er dog ikke ethvert topjob, som Ellemann-Jensen ifølge Hans Jørgen Andersen vil egne sig til.
Selvom Ellemann-Jensen både har erfaring fra militæret som sergent og er uddannet erhvervsjurist, så står han næppe øverst på listen til at overtage en post som topdirektør:
»Der har han ikke erfaring nok. Han har selvfølgelig lidt ledelseserfaring fra ministeriet, men i et ministerium er det en anden form for ledelse, for der er departementschefen den ledende skikkelse. Ministeren er den, der tager beslutninger, men det er ikke ministeren, der leder personalet. Og det vil det jo være i en virksomhed,« siger Hans Jørgen Andersen.

Han peger på en anden svaghed, der gør, at Ellemann-Jensen næppe heller får et job som ansigt udad til for en virksomheden.
»Jeg tror ikke, at han kommer til at arbejde med public relations, for der skal jo have den offentlige charme, og det er ikke det, han er mest berømt for,« siger han.
Hans Jørgen Andersen er derfor enig med Martin Thorborg, når han skal vurdere, hvilket job Ellemann-Jensen vil ende med at få.
»Der er ingen tvivl om, at med hans baggrund og hans uddannelse, så er han en begavet fyr, og selvfølgelig får han et attraktivt job. Jeg tror, at han får en rådgivende funktion af en eller anden slags i en virksomhed.«
Vil man som virksomhed have fat i Jakob Ellemann-Jensen, kan det dog ifølge rekrutteringsspecialisten allerede være for sent:
»Mit bud er, at han allerede ved, hvad han skal. Han fortæller det bare ikke, for nu vælger han at holde lidt ferie og slappe af og komme lidt ovenpå. Nu får han ro i 3-4 uger og så står han klar med et nyt job. Det er jeg relativt overbevist om.«
Jakob Ellemann-Jensen nåede at være formand for Venstre i fire år samt at være både vicestatsminister, forsvarsminister og økonomiminister, inden han mandag formiddag smed håndklædet i ringen og trak sig helt fra politik.
Jakob Ellemann-Jensen er søn af den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
