Thomas Nystrøm reagerer på anklagerne mod ham
SF-rådgiveren Thomas Nystrøm har været centrum for en møgsag, efter partiet har genansat rådgiveren, der angiveligt skulle have krænket SF-politiker Lotte Kofoed tilbage i 2020.
SF-rådgiveren Thomas Nystrøm har været centrum for en møgsag, efter partiet har genansat rådgiveren, der angiveligt skulle have krænket SF-politiker Lotte Kofoed tilbage i 2020.
Nu reagerer Thomas Nystrøm selv på de anklager, som fremføres mod ham.
På Thomas Nystrøms egen Facebook-profil skriver han, at han ikke vil underkende andres historie.
»De seneste døgn har jeg været midtpunkt i en mediestorm. Jeg vil ikke underkende andres historie. Jeg håber bare på, at der er plads til min,« skriver Nystrøm.
Thomas Nystrøm har ifølge SFs rådmand i Frederiksberg Kommune, Lotte Kofoed, udsat hende for en seksuel krænkelse tilbage i 2020, hvilket betød, at han måtte forlade partiet.
Thomas Nystrøm erkender også nu, at han opførte sig helt uacceptabelt.
»I efteråret 2020 kom der et stort og nødvendigt fokus på sexisme i det politiske miljø. Min handling over for Lotte var helt uacceptabel. Det samme var en upassende sms til en ansat, og et klap bagi på en anden til en fest,« skriver Thomas Nystrøm.
Han skriver videre også i opslaget, at han er meget flov og skamfuld over, hvad han har gjort.
»Det var ikke i orden. Jeg undskyldte og havde flere snakke med Lotte om det i månederne efter,« skriver han.
Thomas Nystrøm skriver, at han er dybt ulykkelig over de episoder, som betød, at han blev fyret fra sit job i 2020.
Ifølge rådgiveren har SF inviteret til dialog, hvor alle parter kan føle sig trygge.
Lotte Kofoed fortæller, at hun ikke har talt sagen igennem med Pia Olsen Dyhr eller partiet, siden hun trådte frem.
»Det er en dobbelt krænkelse at være igennem det, og så bliver det negligeret seks år efter. Når man ansætter en krænker, er det det samme som at sige, at nu skal jeg komme videre,« siger hun.
Lotte Kofoed er fredag draget til Bornholm, hvor hun vil fredag konfrontere Pia Olsen Dyhr, når formanden skal tale på Folkemødet.
»Jeg håber, der kommer nogen og bakker op og er med til helt stille og roligt at vise Pia, at en krænker ikke skal tilbage der, hvor personen krænkede, at man ikke skal stå på krænkerens side,« siger Lotte Kofoed.
Thomas Nystrøm skriver i sit opslag, at han ikke selv husker den berøring, som han ifølge Lotte Kofoed skulle have udsat hende for på dansegulvet i 2020.
Lotte Kofoed siger fredag til Ritzau, at hun ikke har nogen kommentarer til opdateringen.
Pia Olsen Dyhr har endnu ikke udtalt sig om sagen.