Sagen om Thomas Nystrøm har de seneste dage været altoverskyggende for Pia Olsen Dyhr. 

Efter Nystrøm meddelte lørdag, at han stoppede i stillingen som særlig rådgiver, kunne Politiken afsløre, at Thomas Nystrøm siden sin oprindelige fyring fra SF på grund af krænkelsessager i 2020 har fortsat med at udføre konsulentarbejde for partiet.

Konsulentarbejdet skulle have været udført, mens Thomas Nystrøm arbejdede for Danmarks Naturfredningsforening. 

Men det er altså ikke noget hans tidligere arbejdsgiver var bekendt med, fortæller direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Lars Midtiby til Altinget

»Man skal som ansat oplyse om konsulentarbejde. Det er nyt for os, at Thomas Nystrøm under sin ansættelse i Danmarks Naturfredningsforening skulle have udført konsulentopgaver for SF,« skriver han til mediet. 

Lars Midtiby uddyber, at Danmarks Naturfredsforening er en partipolitisk neutral organisation. 

Ansatte kan dermed ikke samtidig udføre lønnet arbejde for et parti. 

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Nystrøm, men han er ikke vendt tilbage på deres henvendelser.