Lars Løkke Rasmussen står foran en stor opgave, hvor han skal forsøge at reparere på det plettede ry, som hans nyeste bilags-sag har påført Venstre-formanden. Dårlige meningsmålinger kan for alvor undergrave tilliden til Løkke, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Der var både godt og dårligt nyt til Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde i Venstres Forretningsudvalg tirsdag aften, hvor de 152.000 kroner, Venstre har brugt på tøj til Løkke, samt en familierejse til Mallorca blev diskuteret.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, var den gode nyhed, at Forretningsudvalget - i tråd med Venstres folketingsgruppe - bakkede op om partiformanden.

»Den gode nyhed er, at han har fået opbakning fra folketingsgruppen og nu fra Forretningsudvalget,« siger Thomas Larsen.

Men Lars Løkke Rasmussen står trods opbakningen med et større problem, der handler om vælgernes opbakning.

»Det er klart, at der forestår et enormt reparationsarbejde i forhold til vælgerne. Det kan godt være, at det er lykkedes ham at overbevise Venstres absolutte top om, at han er den rigtige formand og skal fortsætte sit arbejde, men jeg tror, at det bliver langt sværere at overbevise vælgerne om, at han har båret sig rigtig ad,« siger Thomas Larsen.

Han mener, at det nu er »afgørende«, at der ikke kommer flere sager for dagen, der handler om Lars Løkke Rasmussen og udgifter til for eksempel rejser eller tøjindkøb set i lyset af de tidligere sager, som har haft Venstreformanden i centrum. Det vil undergrave tilliden til ham for alvor og bringe ham ud på randen af et exit fra Venstretronen, mener Thomas Larsen.

»Det vil underminere ham helt,« siger Thomas Larsen, som også mener, at en eventuel effekt i meningsmålingerne for Venstre og resten af den borgerlige fløj vil få konsekvenser.

»Det er også afgørende, at Venstre og hele blå blok ikke taber terræn. Hvis det sker, så tror jeg, at der vil blive sat spørgsmålstegn ved Løkkes ledelse af partiet. Men kan Venstre formå at ride stormen af, så blå blok bevarer føringen, så vil det være det afgørende.«

Løkkes seneste sag har også ført til rygter om et muligt formandsskifte i Venstre. Thomas Larsen tror på, at den ide har været vendt i Venstretoppen. Men realiteterne gør, at det ikke er at foretrække - også fordi, at Lars Løkke Rasmussen trods bilags-sagerne fortsat er en dygtig og dreven politiker.

»Det er ekstremt risikabelt og meget dramatisk at kaste et parti ud i et formandsskifte. Det er ikke noget, som Venstre har tradition for, og det vil også betyde, at der vil være en form for kampvalg, da alle ikke vil bakke op om partiets naturlige toer, næstformand Kristian Jensen (V),« siger Thomas Larsen.