Udlændinge- og integrationsministeren vil have afgjort, om syrere fra Damaskus-provinsen skal forlade Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har besluttet, at Udlændingestyrelsen skal fremskynde sagsbehandlingen af sager om opholdstilladelser til flere hundrede personer fra Damaskus-provinsen i Syrien.

Det sker, efter at Flygtningenævnet i maj og juni har truffet de første fem afgørelser om, at syrere fra Damaskus skal forlade Danmark, fordi de ikke længere har behov for beskyttelse.

Mattias Tesfaye siger søndag:

- Sidste år var der knap 100.000 flygtninge, der vendte hjem til Syrien fra nærområderne. Jeg synes, at det er rimeligt, at de landsmænd, der opholder sig her i Europa, også vender hjem, hvis ikke de har brug for beskyttelse.

- Flygtningenævnet har de seneste uger truffet afgørelse i fem sager, hvor de siger, at folk fra Damaskus-provisen ikke har brug for beskyttelse.

- Så synes jeg, at det er helt naturligt, at vi finder bunken med Damaskus-sager frem og vurderer dem.

Det er usikkert, hvor mange syreres sager der skal genvurderes af Udlændingestyrelsen. I pressemeddelelsen vurderes det "med væsentlig usikkerhed", at der kan være tale om cirka 900 sager.

Det er forventningen, at størstedelen af sagerne kan blive afgjort i år, fremgår det af pressemeddelelsen.

Selv om nogle måtte miste deres opholdstilladelse, vil de dog ikke blive tvangshjemsendt. Det skyldes, at den danske regering ikke samarbejder med det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

I december sidste år stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om forholdene i Damaskus-provinsen.

Flygtningenævnet slog fast, at forholdene i provinsen ikke længere var så alvorlige, at der var grundlag for at meddele eller forlænge midlertidige opholdstilladelser efter en paragraf i udlændingeloven om midlertidig beskyttelsesstatus.

I henhold til paragraffen bliver der givet opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, "hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf".

/ritzau/