Den danske regering giver trods kritik af hårde metoder roser til de lande, der håndhæver EU's ydre grænse.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) gav torsdag sin græske kollega et skulderklap for Grækenlands arbejde med at bevogte EU's yderste grænse.

Grækenland har fået kritik fra menneskeretsorganisationer såsom Amnesty for sin håndtering af grænsebevogtningen mod Tyrkiet.

Blandt andet har der ifølge nyhedsbureauet AFP været kritik af Grækenlands nye "lukkede" lejre til asylsøgere medmindre bevægelsesfrihed for lejrenes indbyggere.

Men ifølge Mattias Tesfaye fortjener Grækenland i højere grad ros for sit arbejde.

- Lige nu har vi meget lave asyltal. Det har vi blandt andet, fordi nogle lande løfter deres opgave. De fortjener et skulderklap, og det har jeg givet min græske kollega, siger han.

Skulderklappet landede torsdag på Notis Mitarachis skulder. Han er Grækenlands minister for migration og asyl.

Efter et møde mellem de to ministre gav de sammen svar på pressens spørgsmål.

Her gav Mitarachi udtryk for, at "Europa burde have mere migration".

- Men migration med regler. Med visa. Med folk, som vi har brug for. Og ikke de folk, der udvælges ved at betale smugler-netværk, sagde han.

Mattias Tesfaye erklærede sig på linje med sin græske kollega.

- Vi er ikke imod, at der skal komme flygtninge til Danmark. Overhovedet ikke. Men jeg er meget enig med min græske kollega. Det skal komme ordnet og reguleret, siger han.

- Derfor siger vi nej til, at folk skal bruge menneskesmuglere. Vi ønsker nul asylansøgere. Men vi vil gerne tage kvote-flygtninge organiseret gennem FN.

Ifølge Mattias Tesfaye er et af argumenterne for kvoteflygtninge fremfor spontane asyl-ansøgere, at det er i hans øjne er nemmere at ramme de allermest udsatte.

- Så kan vi vælge ud fra humanitære principper. Så kan vi tage kvinder og børn eller seksuelle minoriteter, som vi har gjort i år, siger han.

- I stedet for at det primært er unge mænd. For det er primært unge mænd, der har økonomi, fysik og kontakter til at komme til Danmark og resten af Europas lande. Og halvdelen af dem har slet ikke behov for asyl.

Tesfaye har tidligere talt for, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, havde ret, da han opførte hegn og mure for at minimere muligheden for at krydse grænsen ind i EU ureguleret.

Den udtalelse høstede Tesfaye kritik for blandt regeringens støttepartier i Folketinget.

Tesfaye drager tirsdag i næste uge mod Litauen, der også kan vente sig et skulderklap. Regeringen har besluttet at sende 15 kilometer pigtrådshegn til Litauen, som også har grænser til et ikke-EU-land.

/ritzau/