Man kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid.

Det har den mangeårige Venstre-politiker Preben Bang Henriksen måttet sande, og derfor har han meddelt, at han trækker sig fra bestyrelsen i den nordjyske virksomhed Kangamiut Seafood.

Virksomheden, som handler med frossen fisk og skaldyr, har nemlig fortsat kontrakter i Rusland, selvom de har bebudet, at de er under afvikling.

Og det er ikke foreneligt med Venstres politik. Partiet har nemlig ad flere omgange krævet sanktioner og et decideret handelsembargo mod landet, der i slutningen af februar indledte en fuldtonet invasion af Ukraine.

»Udfasningen af firmaets kontrakter vedrørende russiske leverancer af fisk tager tid, og i den mellemliggende periode vil jeg have svært ved at forene mit politiske virke med firmaets aktiviteter – også selv om indgåede kontrakter er under afvikling,« siger Preben Bang Henriksen.

»Derfor har jeg meddelt aktionærerne, at jeg trækker mig fra bestyrelsen. Det er træls, men det kan ikke være anderledes under de nuværende omstændigheder.«

Har du tænkt dig at vende tilbage til bestyrelsen, når kontrakterne er afviklet?

»Det har jeg ikke nogen planer om, men nu tager vi en ting ad gangen,« lyder svaret.

Preben Bang Henriksen har siddet i bestyrelsen i 14 år.