At fylde kurven i supermarkedet har aldrig været dyrere for danskerne end nu. 

Og mens fødevarepriserne blot stiger og stiger, og nu har nået et rekordhøjt niveau, er udtalelserne fra regeringen i den forbindelse særdeles sparsomme. 

Spørger man DFs Morten Messerschmidt, forholder regeringen sig slet ikke til problematikken. Og i jagt på svar på regeringens standpunkt i forhold til de voldsomme stigninger, er B.T. også stødt ind i problemer. 

Rundturen startede hos skatteminister Rasmus Stoklund (S), der var taget på påskeferie. 

En lignende melding lød fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der først kunne træffes onsdag. 

Skatteordfører Anders Kronborg (S) er i skrivende stund endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse. 

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, ønsker ikke at stille op til interview, men har dog sendt et skriftligt svar, hvor han giver udtryk for, at han ikke giver meget for Morten Messerschmidts kritik.

»Ligesom man ikke kan give regeringen skylden for, om det regner i morgen, så kan man heller ikke give den skylden for de her prisstigninger. Det ved Morten Messerschmidt godt,« skriver Engelbrecht. 

Messerschmidts kritik gik på, at Dansk Folkeparti har forsøgt at få et forslag om at fjerne afgifterne på fødevarer igennem for at imødekomme de høje priser. Partiet har dog ikke hørt noget fra regeringen. 

Det er på trods af, at SVM-regeringen sidste år meldte ud, at de var åbne overfor at se på en såkaldt differentieret moms, hvor momsen på frugt og grønt sættes ned. 

Regeringen har dog endnu ikke besluttet, hvorvidt de støtter differentieret moms eller ej. 

Finansordfører Benny Engelbrecht medgiver, at han godt kan forstå, hvis de stigende priser gør ondt i pengepungen hos flere danskere. 

»Jeg kan godt forstå, at mange danskere synes, at priserne er blevet for høje. Derfor har vi i regeringen forhøjet ældrechecken og givet skattelettelser til enlige forsørgere. Sammen med de gode overenskomster og lønløftet betyder det, at deres købekraft er bedre,« skriver han og fortsætter: 

»Skal vi løse det her mere grundlæggende, så kræver det mere og andet end hurtige fiksfakserier fra Morten Messerschmidt.« 

B.T. har spurgt Benny Engelbrecht, hvorvidt regeringen vil gøre noget for at bremse prisstigningerne, som der ikke er nogen udsigt til falder i den nærmeste fremtid. 

Det er han ikke vendt tilbage på. 

I januar fortalte skatteminister Rasmus Stoklund (S) til B.T., at han på et møde i november modtog blandede reaktioner på forslaget. 

Hvornår regeringen tager endeligt stilling til forslaget, har de ikke oplyst.