Nøglen til at få flere til at vælge en videregående uddannelse er ifølge tænketanken Cepos at gøre det endnu mere økonomisk attraktivt at være højtuddannet.

Fjern topskatten og få flere unge til at tage en lang videregående uddannelse.

Sådan lyder anbefalingen fra den liberale tænketank Cepos, efter at en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har konkluderet, at Danmark frem mod 2020 vil mangle 140.000 personer med faglige og videregående uddannelser, mens der omvendt vil være et overskud på 140.000 personer, der enten er ufaglærte eller højst har en gymnasial uddannelse.

»Politikerne bør fjerne topskatten, der også er en skat på uddannelse. Det lønhop, der sker, når man tager en lang videregående uddannelse, bliver beskattet meget hårdt i Danmark,« siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.

»Den øverste marginalskat udgør 56 procent, og den skal betales af mange med en lang videregående uddannelse. Tager man ingen uddannelse og har en lavere løn, slipper man med en marginalskat på cirka 42 procent. En fjernelse af topskatten vil trække i retning af, at flere tager en lang videregående uddannelse,« siger Mads Lundby Hansen.

Han mener, at sænkningen af topskatten kan kombineres med at indføre brugerbetaling på uddannelse.

»Hvis man skal betale 5.000-10.000 kroner for hvert semester, vil det også medføre, at de unge bliver meget mere bevidste om at vælge de uddannelser, der giver job efterfølgende,« siger Mads Lundby Hansen og foreslår, at der laves en ordning, hvor man låner penge af staten til at finansiere uddannelsen.

»Det vil anspore til, at man betragter uddannelse som en investering,« siger Mads Lundby Hansen.

Han anerkender, at regeringen med kontanthjælpsreformen får flere unge at tage en uddannelse.

»Man må kvittere for, at Thorning (statsminister Helle Thorning-Schmidt, red.) i den seneste kontanthjælpsreform har sænket ydelserne markant for unge arbejdsløse mellem 25-29 år. For dem bliver det nu mere attraktivt at tage en uddannelse, fordi dagpengene er tæt på SU-niveau. Dette kan få flere til at påbegynde en uddannelse,« siger Mads Lundby Hansen.

Han mener også, at man bør regulere overførselsindkomster med prisinflationen frem for løninflationen som endnu et instrument til at gøre det attraktivt at uddanne sig.

»Det vil over tid øge forskellen mellem lønindkomst og overførselsindkomst,« siger Mads Lundby Hansen.