____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, offentliggør her den kur, som han har tabt 15 kg med i løbet af de seneste 9 uger.

Mellem jul og nytår trådte Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen, op på badevægten og fik et chok. Vægten havde umærkeligt sneget sig op på 90 kg. Han gik på kur og har i dag tabt 15 kg uden de store problemer, fortæller han.

- Det har været overraskende let. Overhovedet ikke hårdt. Samtidig giver kuren hurtigt ekstra energi, så jeg havde energi til at løbe igen efter få uger. Det har nok også hjulpet til, siger Anders Samuelsen.

Han fortæller, at han var begyndt at få mails og kommentarer fra bekymrede venner, der havde bemærket hans ekstra kilo og han så træt ud.

Hans sønner var bekymrede, for han prustede, når han skulle op ad den mindste trappe.

Og derfor havde han allerede i efteråret tænkt, at han skulle gå på kur fra 1. januar. Så da badevægten viste 90 kg for første gang i hans liv, var det blot en ekstra motiverende faktor.

  - Jeg har en god bekendt, der har tabt sig 60 kilo på 1,5 år og hun gav mig en kur. Jeg har selv justeret lidt i den, men den virker. For mig handler det om at forsimple tingene så meget, at jeg ikke tænker på mad. Men viljestyrken har været det vigtigste. Det dur ikke at snyde.

Samuelsen har været glad for at få smoothies om morgenen og til frokost. De mætter godt, er en form for is og giver fornemmelsen af sukker. Og så har han spist grøntsager, salat, kød eller fisk om aftenen.

- Min overvægt hang sammen med stress op til folketingsvalget i 2011. Da valget var godt overstået, fik jeg den der følelse af, at nu kunne jeg godt tillade mig at sænke skuldrene lidt. Jeg orkede ikke at holde fast i løbeturene, spiste i stedet flere pomfritter og så orkede jeg slet ikke at løbe. Det blev sværere og sværere. Hver gang jeg prøvede, endte jeg med at få en fibersprængning.

I dag løber han uden problemer en halv time, og tager ofte to ture om dagen.

- Jeg vælger at offentliggøre min kur, så andre kan få glæde af den. Jeg har haft samme problem med vægten som alle andre og har flere gange prøvet at tage alt det på igen, som jeg havde tabt. Denne gang har jeg løst gåden, siger Samuelsen.

Og her er den så:

En typisk dag:

1. Smoothie - gerne med ingefær og et æg og en kop kaffe med mælk om morgenen

2. Smoothie typisk med spinat og en halv avocado til frokost

3. Kød, fisk, salat og grønsager til aften

Frugt og vand i løbet ad dagen

Hovedregler:

1. IKKE SNYDE! ALDRIG SNYDE!

2. Undgå al mad med stivelse: kartofler, brød, ris og pasta

3. Spis ofte 6-8 små måltider, drik rigeligt vand

4. Start dagen med et glas iskoldt vand, det sætter systemet i gang

5. Smoothie til morgenmad (frugt, en lille smule juice)

6. Frugt midt på formiddagen

7. Smoothie eller proteinshake til frokost

8. Frugt midt på eftermiddagen 

9. Aftensmad består af kød og grønsager og salat. Halvdelen bør være magert kød.

10. Vigtigt aldrig at indtage væske til måltiderne, tyg maden grundigt. Det sætter mundvandet i gang og hjælper med at få fordøjelsen i højt gear. Væske indtages ½ time før eller efter måltidet.

11. Om aftenen vand og frugt

12. De første 5-6 uger er afgiftningsuger. Efter disse uger kan man vælge en aften om ugen at spise og drikke, hvad man har lyst til.(Det gjorde Samuelsen ikke)

13. Man kan undlade motion, men han begyndte at lunte lidt efter 3-4 uger.