Med sin søn ved sin side griber Lars Løkke Rasmussen efter servietterne på bordet. Tårerne pibler frem i begges øjne, mens Løkke modtager hyldest og klapsalver fra den nye Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, og et propfyldt Herning Kongrescenter.

Men Løkke giver også et lille svirp med halen til sine partifæller, da han går på talerstolen.

»Det er for at være ærlig lidt mærkeligt. Men jeg vil gerne sige tak. Tak for alt - til de fleste. Tak til alle for det meste,« siger han.

Og det var helt tydeligt i salen, at de mange medlemmer bed mærke i den sætning. Først lød der et lille grin fra forsamlingen, men herefter begyndte folk at stå og hviske til hinanden.

»Sagde han virkelig det?,« spurgte et medlem et andet bagerst i salen.

Mange års intern krig i partiet mellem ham og den daværende næstformand Kristian Jensen kulminerede i slutningen af august.

Her følte Lars Løkke Rasmussen et så massivt pres fra egne rækker, at han under et hovedbestyrelsesmøde på Comwell Kellers Park i Brejning valgte at melde sin afsked som formand.

»Vi kender hinandens styrker og svagheder, og der er ingen grund til at rippe op i det.«

Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 16. november 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 16. november 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men hans tale fik også publikum til at bryde ud i grin flere gange.

Inden ankomsten til landsmødet så Løkke den nye formands åbningstale fra sit hotel sammen med sin søn Bergur Løkke Rasmussen.

»Det her landsmøde er selvfølgelig lidt specielt. Min far, som har været i politik, fra før jeg blev født... At det nu måske skal komme til en ende, det er lidt specielt,« forklarer Bergur Løkke Rasmussen i salen til B.T.

Lars Løkke Rasmussen tilføjer i sin afskedstale, at han er »i gang med at lægge planer«.

»Men det kommer ikke til at karambolere med jeres,« siger han uden at fortælle mere.

Ikke engang hans egen familie ved, hvad der venter den tidligere statsminister og V-formand i fremtiden, fortæller Bergur Løkke Rasmussen.

»Familien er lige så spændt som alle andre på, hvad der skal ske nu,« siger han om sin far, der stadig er medlem af Venstres folketingsgruppe.

Alligevel forlader han allerede klokken 14 partiets landsmøde. Sammen med sønnen går han ned ad gågaden i Herning. Allerede efter ti meter bliver han stoppet af et ældre ægtepar.

»Vi sagde tak til ham og tak for en god tale,« fortæller parret.