Københavns Kommunes ansatte har modtaget en, ifølge kritikere, 'tåbelig' vejledning i kønsneutralt og inkluderende sprogbrug.
Af vejledningen, som kommunen oplyser er fra maj måned, fremgår det blandt andet, at der er 349 danske ord, der ender på mand, og 39 der ender på kvinde.

Og dét er et problem.
I hvert fald ifølge Københavns Kommunes Ligestillingsenhed, der står bag den 19 siders lange vejledning.
Den har til formål at 'bidrage til, at ingen ansatte eller borgere føler sig utilpasse, utrygge eller udsat for sexistisk, nedsættende eller ekskluderende adfærd.'
Men ifølge skribent Signe Wolff Ravneberg er vejledningen helt på månen.

»Man skulle tro, det var løgn, men Københavns Kommune har lavet endnu en tåbelig woke-guide til sine ansatte,« skriver hun i Altinget og fortsætter:
»Wokeismen er tåbelig, men den lever desværre stadig i bedste velgående.«
I vejledningen problematiseres »sexistiske« udtryk som 'at mande sig op,' og at 'tage det som en mand.'
I det hele taget opfordres de ansatte til at bruge kønsneutrale begreber og til at gå sammen i grupper og tænke over, hvornår det er okay at drille kolleger.
Ifølge Signe Wolff Ravneberg gør kommunen sig her skyldig i at behandle deres medarbejdere som børn.
B.T. har spurgt Københavns Kommunes Ligestillingsenhed, om de kan forstå kritikken af, at deres vejledning er noget woke nonsens, når de problematiserer udtryk som 'at mande sig op'?
Det har kommunen ikke ønsket at svare på.
I stedet har de sendt følgende kortfattede kommentar:
»Vejledningen er et element i Økonomiudvalgets handleplan for implementering af Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik 2023-2026, der blev godkendt i juni 2024.«