En mand, der narres af en kvinde og bliver far mod sin vilje, skal ikke kunne vælge en såkaldt juridisk abort. Det siger Socialdemokraterne, der mener, at den nuværende lovgivning på området er god nok.

»Det, der altid må være udgangspunktet, er, at barnets tarv varetages bedst muligt. Det må være det, som voksne til alle tider har mest fokus på, og det er det, den nuværende lovgivning understøtter,« siger retsordfører Trine Bramsen (S) og afviser idéen om juridisk abort med ordene:

»Den nuværende lovgivning er god nok«.

En måling, Gallup har foretaget for Berlingske, viser, at syv ud af ti danskere mener, at en mand skal kunne vælge juridisk abort, hvis det kan bevises, at kvinden har narret ham til at få barn mod hans vilje. Ved juridisk abort fritages manden for at tage ansvar for barnet, og han slipper for at betale børnepenge.

Trine Bramsen mener, at spørgsmålet er et etisk dilemma.

»Men det må altid handle om, hvordan man bedst varetager barnets tarv. Forældre må være voksne nok til at fokusere på, hvad der er bedst for barnet,« siger hun.