Venstre, Liberal Alliance og De Konservative præsenterede søndag et regeringsgrundlag for den nye regering.

København. Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, var søndag med til at præsentere regeringsgrundlaget for den nye trekløverregering.

Spørgsmål: For år tilbage sagde du, at hvis Liberal Alliance fik afgørende indflydelse, skulle det være slut med, at den offentlige sektor bare voksede og voksede. Æd den VKO, sagde du, I kommer til at bide til bolle på det her. Hvem har bidt i bollen i dag?

- Det, der samlet ligger her, er rigtig godt. Det er ikke Liberal Alliances politik en til en. Det er ikke minusvækst, det er heller ikke 0,5 procents vækst, det er 0,3. Det er ikke optimalt, men det er bestemt noget, jeg kan skrive under på med det, der ligger her.

Spørgsmål: Angående topskat. Det er jo mindre, end det regeringen spillede ud med i 2025-plan, hvor den meget specifikt skrev, at den vil lette topskatten for alle indkomster under en million kroner?

- Jeg synes, at vi på denne måde når rigtigt mange ting på en gang. Vi holder fast i en fælles ambition om at sænke marginalskatten. Det, der lå i regeringens udspil, var jo de fem procent op til en million.

- Nu holder vi fast i ambitionen om at sænke marginalskatten, men retter især fokus på at løfte grænsen for, hvornår hele topskatten sætter ind. Det vil sige ikke kun fem procent op af, men femten procent-grænsen (...).

- Eller undskyld, jeg skal være præcis. Vi skal løfte markant mange ud af at betale topskat. Det vil sige 15 procent mindre og ikke kun fem procent mindre.

Spørgsmål: Når man læser regeringsgrundlaget, er der ikke nævnt procenter eller satser. Hvordan kan du være sikker på, at de her mål bliver opfyldt, er det et ultimativt krav fra dig i dag?

- Nej. Vi har fået et regeringsprogram, som jeg finder, er enormt ambitiøst også på det område.

- Det skal lige tilføjes, at der også er en markant formulering omkring skatten i bunden. Nemlig en påpegning af at det er vigtigt, at vi bevæger os i retning af en situation, hvor man ikke skal tynges af skatter, før man er i stand til at finansiere sig selv og sine.

Spørgsmål: Mange vil mene, at det regeringsgrundlag, som dette afløser, var mere ambitiøst, hvis man taler kroner og øre-mæssigt og omfang på topskat og bundskat end dette her. Vil du fastholde, at det her får dig længere på topskat og bundskat, end det tidligere grundlag gjorde?

- Ja, samlet set er dette mere ambitiøst. Det kan du se på de målsætninger, som vi har sat op sammen. En velstandsstigning på 80 milliarder kroner, en beskæftigelsesforøgelse på mellem 55 og 60.000, det er større tal.

Spørgsmål: Der står, at regeringen ønsker at reducere marginalskatten. Gælder det også for folk, der betaler mere end en million. Og hvis det ikke er på topskatteprocenten, hvordan vil du så reducere marginalskatten der?

- Man kan lette marginalskatten på mange måder, og vi glæder os til at lægge et samlet udspil frem.

- I bund og grund er det her jo direkte sprogbrug fra det forrige regeringsgrundlag, der er bare ikke den specifikke fem procents målsætning med.

Spørgsmål: Du har jo - kan man godt sige - truet dig ind i regeringen ved at sige, at du ville vælte den, hvis du ikke fik topskattelettelser. Hvor kan du se det næste politikområde, hvor du kan true dig til?

- Jeg har været i gang med at true for at få indflydelse på en milliard. Nu er Liberal Alliance inde i maskinrummet, hvor man er med til at påvirke 1000 milliarder. Så mener jeg, at man ikke længere behøver lege med ord om det ultimative, det er nødvendigt, når man er derude på fløjen.

- Det var nødvendigt åbenbart, det var ikke kønt, bestemt ikke, og det var også ødelæggende for mange ting.

- Det var en ensom situation at stå i. Det er langt mere interessant, hvor vi er nu.

Spørgsmål: Hvor stor skal milliardregningen være næste gang, før du truer med at vælte regeringen?

- Jeg kommer ikke til at true med at vælte denne regering, det tvivler jeg på. Vi har skrevet de her sider, og der er så meget godt i det.

/ritzau/