Jacob Mark har siden november sidste år været sygemeldt med alvorlig stress.

Men nu regner SF-politikeren med at vende tilbage til politik til sommer.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

30-årige Jacob Mark har været væk fra politik og Folketinget siden han i november 2021 sygemeldte sig med stress.

»I november meldte jeg mig syg, fordi jeg havde mistet det meste af synet på højre øje og en stor del af synet på venstre øje. Men også fordi jeg var udbrændt efter mange år, hvor jeg havde arbejdet for meget. Man kan åbenbart godt miste synet af at blive stresset,« skriver Jacob Mark i et længere opslag.

Jacob Mark han mistede synet tilbage i november. Derefter fik han at vide af sin læge, at han risikerede at miste synet permanent, hvis han ikke fik skruet ned for stressniveauet med det samme.

»Rigtig mange af jer har spurgt mig, Christina (Jakob Mark er forlovet med den populære Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, red.), mine venner, min familie og mine kollegaer om, hvordan det går,« skriver SF-politikeren.

»Jeg har kunne mærke, at mit humør og sind og syn er blevet bedre, men synet er stadig ikke helt godt,« skriver Jacob Mark, som også fortæller, at han netop i dag har været til kontrol hos specialister på Roskilde Sygehus, og at han skal opereres i det ene øje i den kommende måned.

»Og hvis alt går vel så håber jeg på at være tilbage i dansk politik til sommer. Jeg savner det. Jeg savner mine kollegaer. Jeg savner at gøre en forskel. Jeg savner debatterne og dialogen med jer. Jeg synes ikke jeg er færdig, selvom jeg troede det i november. Sådan har jeg det ikke mere,« skriver Jacob Mark.

Jacob Mark var, inden han tog orlov, gruppeformand i SF.

SF-politikeren kommer ikke nærmere ind på den præcise dato for, hvornår han regner med at vende tilbage.