Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fastholder, at han ikke er statsministerkandidat, men at han gerne vil være kongelig undersøger og stå i spidsen for kommende regeringsforhandlinger.

Det siger han, da han har afgivet sin stemme i Græsted-Gribskov Hallen i Græsted i Nordsjælland tirsdag formiddag.

- Jeg er ikke statsministerkandidat, men jeg har sagt, at jeg meget gerne vil stå i spidsen for at forsøge at lave et grundlag for, hvordan en regering kan se ud, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er, fordi jeg har set, hvor polariseret det er blevet, efter at Mette Frederiksen fløjtede til halvleg, siger han videre og henviser til statsministerens valgudskrivelse.

Han nævner, at blandt andre Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V) har trukket linjerne hårdt op i valgkampen og er gået meget kritisk til hinanden, selv om de to hidtil har været regeringskolleger.

- Nogen er nødt til at påtage sig et ansvar for at samle Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen, som understreger, at han dog ikke er statsministerkandidat.

Som det eneste regeringsparti har Moderaterne talt for en midterregering igen. Socialdemokratiet og Venstre har godt nok ikke udelukket det, men ser også andre muligheder, og i hvert fald Venstre vil helst have en borgerlig regering.

Lars Løkke Rasmussen bliver spurgt, hvordan valgkampen er gået, og her nævner han, at han har været syg næsten hele tiden.

- Den har været lang. Personligt har jeg været syg fra dag to. Jeg kunne godt tænke mig, at den varede en uge mere, men nu er den slut, siger Løkke.

Han tilføjer, at det ifølge ham har været en lidt speciel valgkamp, fordi den er foregået sideløbende med, at en omfattende krig er brudt ud i Mellemøsten.

- Den har været lidt underlig. Der har været ret meget mediedækning af krigen i Iran, og så har der været valgkampen ved siden af, hvor vi har talt om, hvor mange børn, der skal være i folkeskolen, og hvor mange krøller, der skal være på grisenes haler, og det er vigtige emner.

- Men det er knebet med at bygge bro mellem det, der sker ude i verden, og hvad det betyder for os. Men det har vi forsøgt, siger Lars Løkke.

Han påpeger, at man ikke med et fingerknips kan afbøde de konsekvenser, som krigen i Mellemøsten har i Danmark - blandt andet i form af høje energipriser.

- Vi bliver nødt til at opruste dansk økonomi, hvis vi skal klare denne verdenssituation, siger Løkke Rasmussen.

Moderaterne bragede ind i Folketinget i 2022 i første forsøg med 9,3 procent af stemmerne. Så godt går det næppe denne gang, men for Løkke og Moderaterne handler det om at få de afgørende mandater.

I den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau forud for folketingsvalget, står partiet til at få 7,1 procent af stemmerne.

/ritzau/