Oppositionen vil have Danmark til i højere grad at tage afstand fra atomkraft i den europæiske debat, efter at Sveriges statsminister åbner for mere atomkraft.

Den svenske statsministers ønske om nye atomkraftværker i Sverige fik onsdag den hjemlige debat om a-kraft til at blusse op på Christiansborg.

Flere partier i Folketinget vil have Danmark til i langt højere grad at tage afstand fra atomkraft i den europæiske debat om fremtidens energikilder. Energiminister Flemming Hansen (K) ønsker ikke at blande sig i andre EU-landes interne anliggender.

- Vi har taget meget klar stilling til Barsebäck-værket, men blander os i øvrigt ikke i andre landes politik. For vi ville være meget utilfredse, hvis de blandede sig i vores politik, siger Flemming Hansen til Ritzau.

Det får flere partier i Folketinget til at efterlyse en langt klarere melding fra den danske regering.

- Den danske regering nøjes med at sige, at Danmark ikke skal have a-kraft. De vælger ikke at gå i clinch med diskussionen om a-kraft som teknologi. Det savner jeg. Det er der brug for i den globale diskussion, siger SF's miljøordfører, Steen Gade.

/ritzau/