Anker Jørgensen var i sine sidste år ramt af demens og sad i rullestol, men han bevarede sit gode humør.
De sidste år lukkede Anker Jørgensen ned. Han var ikke helt sig selv længere. Han var svækket af tiltagende demens, dårligt syn og dårlig hørelse, men han mistede aldrig modet.
Et af de sidste officielle billeder af den tidligere statsminister Anker Jørgensen er fra sommeren 2013, hvor den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt kører rundt med ham foran statsministerboligen Marienborg. Han sidder i rullestol, krumrygget og tydeligvis svækket af sin alder. Og det gik ham på – ikke mindst det svigtende syn.
»Jeg føler, at det dog er fandens, at jeg ikke kan gå ordentligt, og at jeg ikke kan se bedre. Det kan ikke nytte at gå og være ked af sådan noget, men det er klart, at det ikke at kunne se er at få indskrænket sin verden. Det at kunne se har været aldeles afgørende for mig,« sagde han i portrætbogen ‘Anker Jørgensen og det forunderlige liv’ fra 2012 af Jonas Wisbech Vange.
Forfatteren har siden bogen haft jævnlig kontakt med Anker Jørgensen og drukket kaffe med ham. Senest for tre uger siden.
»Han havde stadig sit gode humør og glæden, selvom han var svækket,« siger Jonas Wisbech Vange.
I 45 år boede Anker Jørgensen i sin almennyttige lejlighed på Borbjergs-vej i Sydhavnen i København, men i 2008 måtte han sande, at han ikke længere kunne klare trapperne op til tredje sal. Han kom på plejehjem, først på Vesterbro og siden på Langgadehus Plejecenter i Valby.
»Han var en gammel mand, og det er klart, at han ikke kunne huske, som da han var 27. Det skete gradvis, fra én stok til to stokke, til rollator og til sidst til kørestol. Men ellers var han en fighter, og han kæmpede videre og holdt fast i sit livsmod,« siger Jonas Wisbech Vange og føjer en historie til, som viser det:
»For nogle år siden besøgte jeg ham på plejehjemmet, hvor han tog sin rollator og ville ud. Jeg spurgte, hvor han skulle hen, og han sagde, at han skulle ud at se, om kastanjetræet på Valby Langgade var sprunget ud. Det var frost og februar måned, så jeg sagde til ham, at der ikke var så meget at se. Og så svarede han, at man aldrig kan komme for tidligt til en stor begivenhed,« siger Jonas Wisbech Vange.
»Det er typisk for ham. Han blev ved med at kæmpe og finde de positive sider, selvom han var svækket af alderen,« siger han.
Stolen stod tom
Det var også en veloplagt og glad Anker Jørgensen, der i juli 2012 kunne fejre sin 90 års fødselsdag med reception på plejecentret i Valby, men allerede samme efterår stod hans stol for første gang tom til Socialdemokraternes kongress i Aalborg. Da han fyldte 91 den næste sommer, valgte familien at lukke for besøg til S-koryfæet. En beslutning, som dengang blev taget i samråd med en demensvejleder.
Kort forinden havde Anker Jørgensen været tvunget til at melde afbud til et 1. maj arrangement pga. det skrantende helbred. Afbuddet blev dermed kulminationen på flere års fysisk nedtur for den aldrende tidligere statsminister.
Han var svækket af tiltagende demens, og det kneb med synet, hørelsen og hukommelsen, lød forklaringen på afbuddet.
»Han er ikke frisk mere. Men jeg har ikke været involveret i beslutningen om, at han ikke deltager i 1. maj. Det er noget, min søster og plejehjemmet har vurderet,’ lød det fra hans søn Peter Kvist Jørgensen dengang i 2013.
I går kunne helbredet så ikke mere. Anker Jørgensen sov stille ind med sine nærmeste omkring sig på plejecentret i Valby, få kilometer fra Borgbjergsvej, hvor han boede det meste af sit liv.
