Taber blå blok valget, ryger flertallet for den nye sundhedsreform, som regeringen har indgået med DF.

Sundhedsreformens skæbne bliver formentlig lagt i hænderne på vælgerne.

Med under tre måneder til folketingsvalget når regeringen ikke at lave lovarbejdet bag den nye sundhedsform, som blev præsenteret tirsdag i Statsministeriet.

Bag aftalen står de tre blå partier i regeringen og Dansk Folkeparti, men hvis magten skifter ved valget, er der ikke længere flertal for reformen, som den ser ud.

- Det vil jeg have det umådeligt trist med, og det er der også mange andre grunde til, hvis der kom et andet flertal. Men så vil jeg også være bekymret på patienternes vegne, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Aftaleparterne vil blandt andet fra 2021 helt nedlægge regionsrådene med de 205 folkevalgte politikere, som er valgt for fire år ad gangen.

De blev oprettet for 12 år siden af netop blå blok, og der var senest valg til dem i efteråret 2017.

- Det sundhedsvæsen, vi kender i dag, er lavet af den samme kreds af partier. Andre var imod, jeg glæder mig over, at selv om de startede med at være imod, er de nu så glade for det, vi aftalte dengang, at de synes ikke, vi skal lave om på det, siger Løkke.

I stedet for regionsrådene skal der oprettes de 21 sundhedsfællesskaber, som Lars Løkke Rasmussen introducerede i sin åbningstale i oktober sidste år. De skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse.

I den forgangne regeringsperiode har Dansk Folkeparti flere gange samarbejdet med Socialdemokratiet. Derfor bliver DF-formand Kristian Thulesen Dahl spurgt til, om han vil kræve garantier af Socialdemokratiet, hvis magten skifter.

Men han svarer ikke klart, da han først og fremmest håber, at flertallet består efter et valg. Desuden opfordrer han til, at man dropper automatreaktioner og sætter sig ordentligt ind i udspillet.

- Det kan godt være, at nogle partier siger, at det ikke er så tosset endda. Skal det her ende med at være en diskussion om 205 regionspolitikere eller patientens tarv. For mig er det en diskussion om patientens tarv, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/