Kan man være svært overvægtig, når man er sundhedsminister? BT har spurgt Folketingets sundhedsordførere, hvad de mener om den kritik, som den overvægtige belgiske sundhedsminister møder.

Efter BT bragte nyheden om, at den belgiske sundhedsminister Maggie De Block bliver kritiseret for at veje 125 kilo, når hun har ansvaret for at bekæmpe fedme i landet, har debatten raset blandt BTs brugere på Facebook.

BT har derfor bedt Folketingets sundhedsordførere om at forholde sig til den kritik, som den belgiske minister har fået. De er blevet spurgt, om de selv mener, man kan være svært overvægtig, når man har rollen som sundhedsminister i et land.

Thyra Frank, Liberal Alliance:

- Der er intet problem i at lave sundhedspolitik, når man selv er overvægtig. At folk ikke selv kan følge den, sådan er det her i livet. Alting i livet er ens eget frie valg, og det har ingen indflydelse på, om man kan være sundhedsminister. Som politiker har jeg et håb om, at man har helt almindelige mennesker, som har hver sit at slås med. Det skal ikke være sådan, at vi kun kan finde sundhedsordførere eller andre, der lever op til alle disse anbefalinger.

Stine Brix, Enhedslisten

- Ja, det mener jeg sådan set. Jeg mener, man er fuldt ud kvalificeret til at diskutere politik, uanset hvordan man selv lever. Det er ligegyldigt, om man er overvægtig, ryger eller har en sygdom. Alle stemmer er jo ret vigtige i debatten omkring sundhed. Ikke mindst også i hvor høj grad den enkelte politiker skal blande sig i, hvordan den enkelte lever. Sundhedspolitik går ud på, at vi har et godt sundhedsvæsen og skabe rammer for, at det er muligt at leve et sundt liv - ikke at rette på andre.

Liselott Blixt, Dansk Folkeparti

- Det kan man sagtens være. Det kommer an på, hvad ens politik er. Det kan være, at politikken er, at man skal leve godt og have det godt. Men det er klart, at man ikke kan sige et og gøre andet. Jeg er selv en af dem, der er overvægtige, og jeg lever bestemt heller ikke, som nogen gerne vil slå andre i hovedet med. Men jeg siger netop også, at det vigtigste er, at folk har det godt. Og så må man sige, at der kan være mange grunde til overvægt, og i den forbindelse bryder jeg mig ikke om at pege fingre ad hinanden.

Özlem Cekic, Socialistisk Folkeparti

- Det er latterligt, selvfølgelig kan man det. Det er da godt, at man kan være en politiker, som er tynd, rask og slank. Men spørgsmålet er, om virkeligheden også er så perfekt. Det er den jo ikke, og jeg synes ikke, det er en svaghed, at man er overvægtig. Det burde komme an på, hvad personen laver af politik. Derfor er det underligt, at vi skal blande os i en sundhedsministers vaner.

Mai Mercado, Konservative Folkeparti

- Ja, naturligvis kan man det. Man skal bedømme en person på kompetencerne og ikke på hverken udseende, køn eller andet. I øvrigt må det jo tilsvarende diskvalificere, hvis man ikke er landmand som landbrugsminister eller ikke har aftjent værnepligt som forsvarsminister. Eller hvis man partout skal have en videregående uddannelse for at være forskningsminister. Det udfordrer jo demokratiet, hvis der bliver opstillet sådanne kriterier.

Det har i første omgang ikke været muligt at få en kommentar fra alle Folketingets sundhedsordførere.

Her ses den belgiske sundhedsminister

Belgiens nye sundhedsminister Maggie De Block er blevet beskyldt for at være for være for tung til at kunne stå i spidsen for landets fedmebekæmpelse. Men kritikken preller af på den 52-årige politiker, der selv har 25 års erfaring i sundhedsfaget som praktiserende læge.
Belgiens nye sundhedsminister Maggie De Block er blevet beskyldt for at være for være for tung til at kunne stå i spidsen for landets fedmebekæmpelse. Men kritikken preller af på den 52-årige politiker, der selv har 25 års erfaring i sundhedsfaget som praktiserende læge.
Vis mere