Studerende håber, at Ulla Tørnæs som ny minister for uddannelse vil prioritere kvalitet frem for nedskæringer.

København: Der venter den nye uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) en stor opgave, lyder det fra formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali.

- Ulla Tørnæs skal træffe et valg: Vil hun fastholde idéen om, at uddannelsesinstitutionerne er "kornfede" og sagtens kan skære ned, eller vil hun tage det alvorligt, at vi oplever kvalitetsforringelser over hele linjen, siger Yasmin Davali.

Hun peger på, at den hidtidige minister for området, Esben Lunde Larsen (V), har talt om "kornfede" institutioner og gennemført store nedskæringer på uddannelsesområdet.

- Der er rigtig mange ting på vores område, som sejler - vores undervisere bliver fyret, fag og fagretninger lukker, og vi er ikke i nærheden af at have timer og feedback nok, siger Yasmin Davali.

Hun mener, at Esben Lunde Larsen har stået for et forsøg på at detailstyre uddannelsesinstitutionerne og de studerende.

- Man har indført fremdriftsreform og dimensioneringsplaner og skåret yderligere på bevillingerne, hvis ikke institutioner og studerende gjorde, som der blev sagt. Jeg håber, at Ulla Tørnæs går til arbejdet med en anden og mere konstruktiv indstilling, siger Yasmin Davali.

Hun understreger dog, at det ikke kun var Esben Lunde Larsen, der svingede kniven.

- Det er ikke kun Esben Lunde Larsen, der har skåret. Det gjorde Sofie Carsten Nielsen (R) og Morten Østergaard (R) også. Men man kan sige, at det var et drastisk slag på en allerede skrantende kvalitet, der kom, da man i efteråret bebudede besparelser på 8,7 milliarder kroner, siger Yasmin Davali.

Den nye minister for uddannelse og forskning kommer allerede til at forholde sig til spørgsmålet tirsdag, når SF og Enhedslisten holder et planlagt samråd med ministeren om nedskæringer på universiteterne.

/ritzau/