Unge med ordet i deres magt har en urimelig let vej til pladser på universitetet, mener fællesråd.

Når unge bruger 1200 kroner eller mere på at købe en eller flere motiverede ansøgninger til en plads på en videregående uddannelse gennem kvote to-systemet, viser det mere om mangler i kvote to-systemet end de unge købere.

Det er i hvert fald udlægningen fra formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, efter virksomheden Go Kvote 2 er begyndt at sælge "skræddersyede ansøgninger" for 1200 kroner.

- Det vidner også om, at hvis du kan knække koden og er god til at skrive en ansøgning, er det med til at afgøre, om du kan blive optaget gennem kvote to, siger hun.

Argumentet er, at hvis unge med gode skriveevner tilsyneladende kan hjælpe med at sælge andre unges cv og bedrifter, må det betyde, at det i højere grad er salgstalen end bedrifterne selv, der tæller.

- Jeg synes, det er ærgerligt for alle dem, der har skrevet deres egen ansøgning og måske bliver sorteret fra, fordi de ikke har haft nogle professionelle til at hjælpe, siger de studerendes formand.

Studerende, der ikke har snittet til at komme ind på drømmeuddannelsen, kan forsøge sig med en kvote to ansøgning, hvor man skriver en motiveret ansøgning.

Nogle steder indgår der også andre dele af optagelsen såsom en test eller en samtale.

På Københavns Universitet har man sat gang i en ændring af kvote to-systemet, før Go Kvote 2 opstod.

Her skal unge fremover skrive deres motiverede ansøgning på universitetet som en besvarelse til en række spørgsmål, der ikke er kendt på forhånd.

Sana Mahin Doost mener dog, at trangen til at købe en ansøgning er et symptom på et mere dybdegående problem.

- Det er et symptom på, at mange unge er presset af kvote et og to-systemet. Det har nogle bygget en virksomhed op på, siger hun.

- Det er grundlæggende forkert, at man profiterer på studerendes desperation.

/ritzau/