Studerende, som risikerer at miste deres studiejob under coronakrisen, får nu økonomisk hjælp med hastelov.

Et enigt Folketing har tirsdag stemt for en hastelov, der giver studerende mulighed for at tage et tre gange så stort SU-lån de kommende måneder.

Den ekstra lånemulighed er en kompensation for de indtægter fra studiejob, som studerende risikerer at miste, mens coronakrisen står på.

Hasteloven giver studerende og elever på ungdomsuddannelser ret til at tage to måneders ekstra SU-lån per måned, som svarer til 6388 kroner.

Det betyder, at studerende samlet kan låne op til 9582 kroner om måneden.

Derudover udvides slutlånet for de studerende fra 8241 kroner til 14.602 kroner om måneden. Der er for at hjælpe studerende, som risikerer at blive forsinkede på deres studie.

Hasteloven giver også mulighed for, at blandt andet medicinstuderende og sygeplejerskestuderende kan tjene ubegrænset ved siden af SU'en, hvis de indgår i kriseberedskabet under coronakrisen.

Det er særligt, fordi regeringen har efterlyst ekstra hjælp fra både studerende og pensioneret personale i sundheds- og omsorgssektoren, hvis der skulle blive brug for det.

Det vil sige, at friløbsgrænsen, som fastsætter, hvor mange penge studerende højest må tjene uden at skulle tilbagebetale SU, er blevet midlertidigt fjernet.

Det var ellers ikke en del af regeringens oprindelige forslag. Men med ønske fra Venstre og opbakning fra de øvrige partierne, er den del også kommet med.

I første omgang gælder tiltagene i marts og april, men de kan forlænges, hvis situationen kræver det.

/ritzau/