Studerende er skuffede over Pia Olsen Dyhr: 'Dobbeltmoralsk!'
I det nye finanslovsforslag blev det præsenteret, at der venter flere studerende en nedtrapning af deres SU eller en reel afskaffelse. Her er der særligt én politiker, der skuffer.

I det nye finanslovsforslag blev det præsenteret, at der venter flere studerende en nedtrapning af deres SU eller en reel afskaffelse. Her er der særligt én politiker, der skuffer.

De unge står til at få færre penge på lommen. Eller i hvert fald et udsnit af de unge, hvis det står til det nye finanslovsudspil. Der skal nemlig skæres i SU'en for de hjemmeboende studerende.
I den forbindelse er flere unge særlig skuffede over én politiker. Pia Olsen Dyhr.
Flere gange har Pia Olsen Dyhr forsvaret de unges SU og kæmpet for, at der bestemt ikke skulle røres ved den.
Nu har hun ændret mening, men det falder ikke i god jord hos alle.
»Jeg synes, at man skal stå fast ved det, som man synes, så jeg synes ikke, at SU'en skal tages fra de unge,« siger Isabel Bergenser, der til daglig går på Gefion Gymnasium i København.
I sidste uge kom det frem, at hjemmeboende unge, der har forældre hvis indkomst samlet ligger på over 710.000 kr. om året, står til at miste deres SU.
Alligevel ventede der sig endnu en overraskelse for de unge i det nye udspil.
Der skal nemlig også skæres i SU'en for de hjemmeboende studerende, der har forældre, som tjener helt ned til 420.000 kr. om året. Det skal ske via en nedtrapning, hvor man som studerende kan ende med at få 500 kr. om måneden i SU.
»Jeg synes, det er valgsvigt overfor sine vælgere, at man siger det ene, og så direkte efter gør noget andet, det er at gå direkte imod sine egne principper,« lyder det fra Herman Vinterby, der er studerende på Gefion Gymnasium.
18-årige Anker Kongsted, der ligeledes læser på Gefion Gymnasium, er heller ikke helt tilfreds.
»SU er en kæmpe hjælp til at ens hverdag kan løbe rundt, så det er lidt dobbeltmoralsk at skifte over til at have andre meninger om det,« siger han.
SF er blevet forelagt kritikken, men er endnu ikke vendt tilbage.