Tusindvis af studerende vil demonstrere mod besparelser foran Christiansborg torsdag. Stop med at spare på ungdommen, lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd.

Politikerne skal være forberedt på at høre kampråb og musik, når de samles til åbningsdebat på Christiansborg torsdag.

Tusindvis af studerende fra hele landet samles nemlig på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod regeringens finanslovudspil, der lægger op til besparelser på uddannelsesområdet.

»I dag står vi sammen for at sende et helt tydeligt signal til politikerne om, at det er for dumt at skære ned på uddannelse og ungdommen,« siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Ruggaard.

»På trods af, at regeringen slår sig op på fine ord om, at det er en uddannelsesregering, der vil prioritere uddannelse, så er den nøgne virkelighed, at man har fremlagt en finanslov, der råber på besparelser på uddannelse over hele linjen,« siger han.

Ifølge formanden står ungdommen over for nogle store udfordringer, som politikerne har forårsaget gennem besparelser. Derfor vil fokus for demonstrationen være, at kvaliteten på uddannelse er blevet forringet, at det stadigvæk er svært for de unge at finde en bolig i studiebyerne samt den høje ungdomsarbejdsløshed.

Jakob Ruggard håber, at den store demonstration vil få politikerne op af deres stole og reagere på det, de unge råber op om.

»Hvis de har tænkt sig at overhøre det, så må vi blive ved med at gøre opmærksom på problemerne, indtil de gør noget ved det,« siger DSF-formanden .

Demonstrationen begynder på Christiansborg Slotsplads klokken 16.00 og fortsætter til Kongens Nytorv, Kulturtorvet og slutter på Frue Plads.

Arrangørerne er en række elev- og studenterorganisationer, og desuden støtter LO, Dansk Socialrådgiverforening, BUPL, HK og Dansk Magisterforening.