Selvom Danske Studerendes Fællesråd finder det positivt, at Venstre nu ønsker at løsne op for dele af fremdriftsreformen, bekymrer det de studerende, at Venstre vil holde fast i reformens formål: at presse studerende hurtigere igennem systemet.

Det er positivt, at Venstre erkender, at der er store problemer med den meget omdiskuterede studiefremdriftsreform.

Sådan lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd, efter Venstre med et nyt ungepolitisk udspil, som partiet præsenterer mandag, ønsker at afskaffe nogle af fremdriftsreformens upopulære regler. Partiet mener fortsat, at studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, men ansvaret skal ligge hos de studerende selv og hos universiteterne.

Selvom de studerende er glade for at der bliver lagt op til en diskussion af reglerne, er de alligevel bekymrede over, at Venstre ikke ønsker at ændre selve formålet med reformen.

»Universiteterne kommer til at stå i en umulig situation. Enten må man finde på rigide regler for at presse de studerende hurtigere igennem. Eller også lader de være og accepterer i stedet et stort slag på deres allerede pressede økonomi. Begge scenarier er skadelige for uddannelseskvaliteten. Hvis man for alvor vil sikre kvalitet og fleksibilitet i vores uddannelser, så bliver man nødt til også at se på studietidsmodellen,« siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali, i en pressemeddelelse.

Hun påpeger, at det fortsat vil være »hurtigere-ud« tankegangen, der definerer universiteterne.

»Det overordnede mål med vores uddannelser bliver nødt til at være, at vi bliver så dygtige, som vi overhovedet kan. Ikke at vi kommer hurtigst ud. Selvom Venstres forslag er et skridt i den rigtig retning, så gør de ikke op med, at universiteterne risikerer at blive straffet økonomisk, hvis de lader studerende tage i praktik, tage orlov, tage et arbejde eller starte egen virksomhed,« siger hun i pressemeddelelsen.