Det har skabt stor opmærksomhed, at SF-profilen Jacob Mark torsdag har meldt ud, at han genopstiller til Folketinget.
Jacob Mark har tidligere været igennem et hårdt stressforløb, og stresseksperten Rikke Maj Thauer kommer nu med sine råd til, hvordan han bedst muligt undgår igen at blive syg af stressen.

»Skal man tilbage til et sted, der har gjort en syg af stress, så se på, hvad det var, der i virkeligheden gjorde en syg af stress. Det er sjældent stedet, der gør en syg af stress. Det er ens væren på stedet,« siger hun.
Bliver Jacob Mark valgt, når der på et tidspunkt i år er Folketingsvalg, så gælder det om, at han er bevidst om, hvad han den her gang skal gøre for ikke igen at få stress.
»Det er vigtigt at se på de bagvedliggende årsager til, at stressen opstod for at finde ud af, hvad der kan gøres for, at den ikke kommer tilbage,« siger hun og fortæller om sine egne klienters oplevelser.
»Ud fra de klienter jeg har arbejdet med, så handler det om, at man gør nogen ting, man ikke gjorde før. Måske går man tidligere hjem og prioriterer anderledes end ens kolleger,« siger stresseksperten.
Gift med stemmesluger
Privat er Jacob Mark gift med Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), som han har en søn med.
Hun blev den absolutte stemmesluger ved kommunalvalget sidste år, og hun nævnes af mange som en mulig arvtager, når statsminister Mette Frederiksen på et tidspunkt stopper som formand for Socialdemokratiet.
Altså har begge noget af et arbejdspres, de skal få til at gå op, det øjeblik Jacob Mark bliver genvalgt til Folketinget - og måske endda går hen og bliver minister, hvis SF ender med at komme i en regering.
Til det har Rikke Maj Thauer ét vigtigt råd.

»Det er vigtigt, de ser på, hvordan de kan indrette deres bagland. Det kan eksempelvis være med bedsteforældre, der henter barnet nogen dage eller de kan have madordninger,« siger hun og tilføjer:
»Så kan man godt komme igennem, at begge personer i forholdet har karrierejobs.«
Det er vigtigt for stresseksperten er slå fast, at man godt kan rejse sig igen efter stress.
»Jeg vil gerne aflive myten om en gang stressramt, altid stressramt,« siger hun og fortsætter:
»Selv om om man har været nede med stress, har jeg set rigtig mange, der efterfølgende godt kan mærke presset, men de går ikke ned med stress igen, fordi de faktisk er blevet klogere i deres valg og prioriteringer,« siger hun.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jacob Mark, men han er ikke vendt tilbage.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


