»Hvis Samsams påstand er korrekt, stiller det os som land et moralsk fordærvet sted.«

Det siger Lasse Lund Madsen, der er professor i strafferet og straffeproces ved Aarhus Universitet.

Under folketingsvalget var der et bredt flertal for at lave en undersøgelse af Samsam-sagen, men i sidste uge meldte den nye SVM-regering ud, at de ikke »har fundet anledning til at nedsætte en undersøgelseskommission.«

Lasse Lund Madsen mener, at det kritisabelt, hvis ikke sagen bliver undersøgt.

»Hvem i alverden vil fremadrettet sætte livet på spil i den danske stats tjeneste, hvis vi som land vender ryggen til, når der opstår problemer.« siger juraprofessor Lasse Lund Madsen
»Hvem i alverden vil fremadrettet sætte livet på spil i den danske stats tjeneste, hvis vi som land vender ryggen til, når der opstår problemer.« siger juraprofessor Lasse Lund Madsen Foto: Rune Øe
Vis mere

»Hvis Ahmed Samsams påstand er korrekt, kan det ikke udelukkes, at der i PET og FE lige nu sidder højtstående tjenestemænd, der har forset sig imod straffelovens paragraf 164a. Det er efter min opfattelse nærmest forkasteligt, hvis dette ikke skal undersøges nærmere,« fortæller han til B.T.

Samsam sidder fængslet i Danmark for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, men ifølge ham selv arbejdede han i virkeligheden som dansk agent i Syrien.

Efterretningstjenesterne har aldrig bekræftet det, men både Berlingske og DR har bragt oplysninger om, at Ahmed Samsam modtog betaling af PET og FE under rejser til Syrien.

Ifølge Lasse Lund Madsen er man forpligtet til at komme frem med oplysninger i sagen, fordi det ellers kan være en overtrædelse af straffeloven.

»Sidder der personer rundt omkring i systemet, der har tilbageholdt oplysninger, der bestemt taler for, at Samsam er uskyldig, er de efter straffelovens paragraf 164a forpligtede til at bringe de oplysninger til torvs. Den pligt gennemtrumfer tavshedspligten og undladelse heraf kan straffes med fængsel i op til et år.«

Berlingske kunne fortælle, at en tidligere PET-ansat, der anså behandlingen af Ahmed Samsam som kritisabel, følte sig lettet over, at der var et politisk ønske om en undersøgelse af sagen.

Den tidligere PET-ansatte blev sidste år i december sigtet for at have lækket højt klassificerede oplysninger. Ifølge Berlingske har han erkendt under afhøringer, at han har fortalt journalister, at Ahmed Samsam var agent for de danske efterretningstjenester.

Den tidligere medarbejder følte sig lettet over ønsket om en undersøgelse, og var, ifølge sin advokat, klar til at afgive forklaring under en »uvildig og fyldestgørende« undersøgelse.

»Man vil formentlig sige, at han ikke må udtale sig på grund hensynet til statens sikkerhed, fordi det er højt klassificerede oplysninger, men paragraf 164a må antages at skulle fortolkes således, at man rent faktisk har en pligt til at komme frem med oplysninger, såfremt de kan godtgøre, at en person er uskyldig dømt.«

Lasse Lund Madsen ved ikke, om Ahmed Samsam var agent for de danske efterretningstjenester, men ser man på mediernes kortlægning af sagen, så bliver man nødt til at få afklaret, om der har foregået strafbare forhold, mener han.

»Jeg er med på, at der kan være særlige hensyn til statens sikkerhed, men når der opstår en mistanke, som ikke bare synes at være grebet ud af den blå luft, så er vi efter min opfattelse nødt til at se, om der er tilbageholdt relevante oplysninger. Ellers står vi ikke et særligt godt sted som retsstat.«

Enhedslisten vil efter nyt nej til Samsam-undersøgelse finde 60 mandater for at få lavet en forundersøgelse.