Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En ministerstorm på Ole Birk Olesen kan få dramatiske konsekvenser for Løkkes regering

Liberal Alliance trækker alle sine seks ministre ud af regeringen, hvis Dansk Folkeparti i næste uge vælter transportminister Ole Birk Olesen.

Det oplyser to medlemmer af Liberal Alliances folketingsgruppe uafhængigt af hinanden til BT.

»Hvis de fyrer en af vores ministre på et fuldstændigt usagligt grundlag, trækker vi os,« siger en centralt placeret kilde i partiet i anledning af de seneste dages massive kritik af Ole Birk Olesens håndtering af sagen om PostNords ekstraordinære kapitalbehov.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er ude med riven efter transportministeren, fordi han efter deres opfattelse har tilbageholdt vigtige oplysninger om et underskud i PostNord på 2,7 mia. kr. Desuden mistænker de to partier Ole Birk Olesen for at have givet givet ukorrekte oplysninger til offentligheden i et forsøg på at bagatellisere sagen.

»Sagen er gået fra slem til værre for ministeren. Det er stærkt, stærkt kritisabelt og et meget stort tillidsbrud, siger Socialdemokraternes postordfører Christian Rabjerg Madsen.

På et møde i postforligskredsen på tirsdag skal Ole Birk Olesen forsøge at redde sit politiske liv. Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen beskriver situationen som meget alvorlig for ministeren.

»Det er bekymrende, at vi ikke har fået de oplysninger, vi skal have. Det, vi har fået, er for lidt og for sent. Nu får vi en orientering af ministeren på tirsdag, og da skal han komme med en god forklaring,« siger Kim Christiansen. Han vil dog ikke svare på, om han har mistet tilliden til Ole Birk Olesen. Det vil han først tage stilling til, når han har hørt ministerens redegørelse. I sidste ende er det op til Dansk Folkeparti, om Ole Birk Olesen kan fortsætte som minister.

BT har foreholdt Ole Birk Olesen kritikken, men han ønsker i at udtale sig.

Liberal Alliance har siden december med stigende bekymring iagttaget, hvordan S og DF på skift har forsøgt at sparke taburetten væk under ældreminister Thyra Frank og transportminister Ole Birk Olesen. Man har derfor været nødt til at forholde sig til, hvordan man skal reagere parlamentarisk, hvis det ender i en ministerstorm.

Og holdningen er den, erfarer BT, at gruppen naturligvis accepterer en ministerfyring, hvis den er sagligt velbegrundet, og hvis det er hævet over enhver tvivl, at en af partiets seks ministre måtte have brudt loven, løjet eller misinformeret Folketinget.

Men hvis en eventuel fyring kun handler om, at man ikke bryder sig om ministeren som person, træder Liberal Alliances muskerter-ed i kraft, og så meddeler man Lars Løkke Rasmussen, at han bliver nødt til at finde seks andre ministre.

Som en illustration af hvor, Liberal Alliance sætter skellet mellem saglige og usaglige ministerfyringer, er det værd at bemærke, at partiet altid har ment, at fyringen af Venstres fødevareminister Eva Kjer Hansen for et år siden var usaglig. Hendes fald blev udløst af, at De Konservative havde mistet tilliden til hende i en strid om kvælstofudledning i landbruget.

Andre læser også