Først blev den fjernet til store protester af den forhenværende SVM-regering. 

Men da den nye regering præsenterede deres regeringsgrundlag, lød det, at der var enighed om, at store bededag igen bliver en officiel helligdag. 

Og nu kan Berlingske erfare, at lovforslaget bliver behandlet i det kommende folketingsår i foråret 2027. 

Ifølge mediet fremsætter regeringen et lovforslag med genindførelsen i så tilstrækkelig god tid, at arbejdsmarkedets parter kan indarbejde den genopståede fridag i de førstkommende overenskomstforhandlinger. 

For det private arbejdsmarked er det i 2028, og for det offentlige er det i 2029.

Så lønmodtagerne skal vente helt til 2030, før de får deres fridag tilbage, og de skal i øvrigt ifølge mediet også regne med, at de selv kommer til at betale for fridagen, når der skal forhandles overenskomst med arbejdsgiverne.

Økonomi- og Indenrigsminister Pia Olsen Dyhr bekræfter til DR, at store bededag er på vej tilbage.

»Jeg tror, rigtig mange danskere gerne vil have en fridag sammen med deres familie, hvor alle har fri samme dag,« siger hun.

Den politiske leder i SF bekræfter ligeledes, at lønmodtagerne selv skal betale. 

»Jeg er sikker på, at danskerne godt forstår, at man ikke skal have løn, hvis man har fri,« siger ministeren til DR.