På Christiansborg bliver de kaldt kongemagere.

Dem, der er tungen på vægtskålen, når det skal afgøres, om statsministeren skal være blå eller rød.

Og faktisk kan en lang række små partier vise sig at blive kongemagere, når Mette Frederiksen engang udskriver valg.

For selvom Mette Frederiksen sidder tungt på statsministertaburetten i dag, så kan små partier som Lars Løkkes Moderaterne, Kristendemokratierne eller Frie Grønne vise sig at blive helt udslagsgivne for, hvem der sidder i Statsministeriet efter næste valg.

»Både ved seneste valg og ved dette kommer vi til at have flere partier på stemmesedlen, end vi plejer. Vi så et stort stemmespild for blå partier for to år siden, men næste valg kan det vise sig at være omvendt,« siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Og derfor bliver det spændende at se, hvordan en kommende valgkamp vil udvikle sig – og hvem der stjæler overskriften, vurderer Stubager.

Partiformand Isabella Arendt og folketingsmedlem Jens Rohde fra Kristendemokraterne holder pressemøde i Landstingssalen på Christiansborg torsdag den 29. april 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Partiformand Isabella Arendt og folketingsmedlem Jens Rohde fra Kristendemokraterne holder pressemøde i Landstingssalen på Christiansborg torsdag den 29. april 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det hele handler om valgmatematik.

Hvis Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape skal have en chance, kræver det formentlig, at både Kristendemokraterne og Lars Løkkes Moderaterne kommer over spærregrænsen på to procent.

Ellers bliver der stemmespild i den blå lejr.

Omvendt kan Mette Frederiksens chancer blive ødelagt af tre små grønne partier. Nemlig Alternativet, Veganerpartiet og Frie Grønne, der i øjeblikket ser ud til at få svært ved at komme over spærregrænsen.

Men her forklarer Rune Stubager, at de små partiers overlevelse i høj grad kan blive afgjort i en valgkamps slutspurt – for hvis flere af partierne ligger under spærregrænsen, så kan flere danskere overveje at stemme strategisk.

»Man vil helst ikke stemme på et parti, der ikke ser ud til at komme ind. Det gør en eventuel slutspurt meget uforudsigelig, når så mange små partier kæmper om de samme vælgere,« siger han.

Politisk leder for Frie Grønne, Sikandar Siddique, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, torsdag den 17. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Politisk leder for Frie Grønne, Sikandar Siddique, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, torsdag den 17. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Og den uforudsigelighed er en bekymring for både statsministeren og de, der bejler til hendes job.

»Det er rent ud sagt noget rod i begge lejre,« konstaterer B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup.

»Tre partier risikerer at dele klimavælgerne mellem sig og skabe usikkerhed for Mette Frederiksen. Men det er for intet at sammenligne med det virvar af partier – og modsatrettede interesser – der huserer i blå blok,« siger hun.

Politisk analytiker Lars Trier Mogensen ser dog for sig, at det mulige stemmespild er en større udfordring for Mette Frederiksen end for de blå bejlere til statsministerposten.

»Det er for mig langt mere sandsynligt, at både Kristendemokraterne og Løkkes Moderaterne kommer ind. Det er langtfra tilfældet med de grønne partier,« siger han til B.T.

Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Lige nu er hverken Lars Løkkes Moderaterne eller Frie Grønne med Sikandar Siddique i spidsen dog opstillingsberettigede.

Både Lars Trier Mogensen og Søs Marie Serup påpeger dog, at selvom partierne måske kommer ind, så ligger udfordringen til højre. For kan man overhovedet skabe et regeringsdueligt alternativ, der kan udfordre Mette Frederiksens regering?

»Der er ekstremt langt fra Nye Borgerlige til Løkkes parti. Det er fortsat enormt svært for mig at se, hvordan det skal kunne realiseres. Alle marginalerne skal falde ud til de blås fordel, og selv der virker det ubæredygtigt,« siger Lars Trier Mogensen.

»De små partier kan forstyrre det klassiske billede, men selv med stemmespild på rød side ligger udfordringen hos de borgerlige,« supplerer Søs Marie Serup.

Mette Frederiksen står stadig bomstærkt i meningsmålingerne. Samtlige målinger vil gøre hende til statsminister, hvis der var valg i morgen.

Men Socialdemokratiets stjerne kan være begyndt at falme.

Efter at have ligget stabilt over 30 procent i målingerne gennem hele coronakrisen, sender fire ud af fem institutter nu partiet ned under 30 procent.

Senest lå partiet til 26,7 procent i en Gallup-måling – blot ét procentpoint over valgresultatet i 2019.

Dronning Margrethe overværer show på Alsion i Sønderborg, søndag den 13. juni 2021. Dronningen overværer showet i forbindelse med 100-året for Genforeningen. Ved showet vil der være optræden ved Jacob Dinesen, Sønderjysk Pigekor, musikere fra folkBALTICA Ensemblet og en strygekvartet fra Sønderjyllands Symfoniorkester. Desuden deltager statsminister Mette Frederiksen og Tysklands Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og fru Elke Büdenbender.. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)
Dronning Margrethe overværer show på Alsion i Sønderborg, søndag den 13. juni 2021. Dronningen overværer showet i forbindelse med 100-året for Genforeningen. Ved showet vil der være optræden ved Jacob Dinesen, Sønderjysk Pigekor, musikere fra folkBALTICA Ensemblet og en strygekvartet fra Sønderjyllands Symfoniorkester. Desuden deltager statsminister Mette Frederiksen og Tysklands Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og fru Elke Büdenbender.. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix) Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

De nye bevægelser i målingerne kommer op til et efterår, hvor der er blevet spekuleret i, om Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg i sammenhæng med kommunalvalget i november.

Lars Trier Mogensen tror dog ikke på, at valgtrommerne buldrer i Statsministeriet.

»Et valg ligger ikke lige for. Det ville være meget tidligt bare to år inde i en valgperiode, og der ligger stadig usikkerheden i Løkkes projekt, der i øjeblikket kan være det eneste parti, der trækker stemmer over midten for blå blok,« siger han.

Løkkes succes kan altså blive udslagsgivende for, hvornår valget kommer, understreger han.