Der er jubel, glæde og stolthed i LGTB+-HUSETs lokaler i Vester Allé 8. i Aarhus.

Aarhus Kommune skal nemlig have en LGTB+-politik. Det er blevet besluttet i Aarhus Byråd for kort tid siden, hvor alle på nær Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti stemte for.

Og det skaber glæde i LGTB+-Huset, der de seneste år har arbejdet på netop dette.

»Jeg er stolt af at bo i en by, hvor politikerne vil give alle borgere en mulighed for at være den, de er. Nu skal vi, resten af LGBT+-miljøet, individuelle LGBT+-personer og Aarhus Kommune i arbejdstøjet,« siger Michael Sørensen-Bech, forperson i LGTB+-HUSET og fortsætter:

»Det her bliver spændende, og vi skal sammen komme i mål med at få skabt en fremadskuende og inkluderende proces.«

Undersøgelser har vist, at LGTB+-personer i Aarhus oplever større mistrivsel, utryghed, ensomhed og er mere disponeret for selvmord, end den øvrige befolkning i Aarhus.

Netop derfor er det også centralt for LGTB+-personer og foreninger, at der udarbejdes en politik og en handleplan.

»I LGBT+-HUSET arbejder vi for et stærkere og sundere lgbt+-miljø i alle dele af Aarhus. Vi kan og vil ikke gøre arbejdet alene, det skal altid være sammen med andre,« siger Michael Sørensen-Bech og tilføjer:

»Vi er derfor glade for, at Aarhus Kommune og byrådsmedlemmerne går forrest som den første kommune og arbejdsplads udenfor København og viser, hvordan man gør det rigtigt.«

Aarhus Byråd har ved vedtagelsen besluttet, at politikken og handleplanen skal ske i samarbejde med LGTB+-HUSET og med bred indragelse af LGTB+-miljøet i Aarhus.

»I LGTB+-HUSET ser vi det som vores fornemmeste opgave at give alle interesserede muligheden for at deltage aktivt i processen, så politikken kan blive funderet så bredt som muligt. Gennem et stærkt samarbejde med miljøet, Aarhus Kommune og øvrige interessenter, tror vi på, at vi kan skabe bedre trivsel og vilkår for lgbt+-personer i Aarhus,« afslutter Michael Sørensen-Bech.

Politikken  og handlingsplanen skal ligge klar i Aarhus Byråd til november, og i LGTB+-HUSET går arbejdet med at arrangere og invitere interesserede til minikonferencer nu i gang.