Han har været med til at starte et politisk mødested før med Moderaterne, og nu gør han det igen i eget navn.

Løsgænger Jeppe Søe er netop gået i luften med "indflydelse.dk - dybde, debat & demokratisk dannelse", kort tid før hans tid i Folketinget slutter.

- Det bliver et sted, hvor der bliver webinarer og møder med inviterede, der kan drøfte de ting, vi skal have kigget på. Forholdet mellem presse og politikere, arbejdsformen på Christiansborg.

- Antallet af udvalg er for eksempel meget højere end i Norge. Det er vi ved at kigge på, og det arbejde startede jeg i Præsidiet, da jeg sad der i to år, siger Jeppe Søe.

Han vil blandt andet gå i dybden med, hvilket demokratisk underskud der er i Danmark, og hvad der er årsagen til det. Altså hvordan folkets stemme kan blive hørt mere i debatten.

- Det er faktisk noget, jeg har gået med i hele min periode som folkevalgt.

- Hvis jeg skal noget, og nu stiller jeg jo ikke op næste gang, så skulle det være at prøve at bruge alle de erfaringer, jeg har, både fra det journalistiske, altså den fjerde statsmagt, og nu også Folketinget, siger Jeppe Søe, der i mange år arbejdede som journalist.

/ritzau/