Da en særlov, der giver adgang til ophold for et ubegrænset antal ukrainske flygtninge, blev vedtaget, blev pengene taget fra udviklingsbistanden. Men det går ikke længere.
Det siger regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, efter at regeringen har opjusteret det forventede antal ukrainske fordrevne i Danmark fra omkring 20.000 til mere end det femdobbelte.
- Hvis vi fortsætter business as usual og finansierer hele modtagelsen med udviklingsbistanden, så kan vi lige så godt lægge den i graven.
- Og med den de menneskeskæbner, der er afhængig af den. Vi bliver nødt til at finde alternativer, skriver SFs udlændingeordfører Carl Valentin i en kommentar.
Da det forventede antal var 20.000, var udgiften estimeret til 2,2 milliarder kroner. De er fundet i den eksisterende udviklingsbistand ved blandt andet at skære ned på andre projekter.
Men med 100.000 flygtninge kan udgiften umiddelbart være op mod ti milliarder kroner. Den samlede udviklingsbistand på finansloven for 2022 er på 14,4 milliarder kroner.
Regeringen holdt pressemøde om sagen fredag.
- Siden 1992 har man kunnet finansiere de første 12 måneders flygtningemodtagelse inden for rammerne af udviklingsbistanden. Det er fortsat regeringens position, at det er et fornuftigt standpunkt, sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
- Men der skal stadig føres en udviklingspolitik i dette her land. Derfor har vi også sagt, at de økonomiske diskussioner ikke er slut, sagde han.
At det er et fornuftigt standpunkt er Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, helt uenig i.
- Pengene skal i hvert fald ikke komme fra udviklingsbistanden. Vi har peget på mange andre steder, man kan tage pengene fra.
- Eksempelvis fra den store forsvarsaftale, der er indgået, eller fra det store overskud på statens finanser, der er dagens anden store nyhed, siger hun.
Hos De Radikale er det et "fuldstændigt no-go", at der tages flere penge fra udviklingsbistanden.
- Det her handler også om et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Vi kan allerede nu se, at de programmer, der beskæres på grund af særloven, at det kommer til at gøre ondt, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for De Radikale, i en skriftlig kommentar.
- Skærer vi massivt i udviklingsbistanden for at finansiere de ukrainske flygtninge i Danmark, kan det sætte en lavine i gang med endnu større flygtningestrømme fra andre steder i verden og gøre verden langt mere usikker.
/ritzau/