Det er ikke nok med ambitioner og mål, når der kommer til grønne indkøb. Det skal være krav, siger SF.

Det er en god idé, at indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner. Det siger både SF og De Radikale efter regeringen har præsenteret idéen som led i et større udspil om grønne indkøb i det offentlige.

De statslige kantiner dækker lige under 100.000 medarbejdere. Både SF og De Radikale så gerne kravet udvidet til andre steder i det offentlige også, eksempelvis i kommuner og regioner.

- Der skal laves et krav om, at CO2-udledningen skal mindskes med minimum 25 procent i alle offentlige køkkener inden 2025.

- Omstillingen til at spise grønnere kræver inspiration. Og for os at se er det ikke nok kun at gøre det på statens kantiner. Det skal også være ude i institutionerne og på sygehusene, siger Signe Munk.

Hun understreger, at der skal tages hensyn til særlige behov for kost.

De Radikales fødevareordfører, Kathrine Olldag, er også tilhænger af idéen.

- Mange steder er det jo allerede realiteten, hvor man inden for rammerne af det kommunale selvstyre eller i staten har valgt at indføre det som del af en personalepolitik.

- Vi har ikke noget problem med, at staten laver en overordnet kantinepolitik om, at der er kødfrie dage. Nogle gange skal man lave sådan et stort greb i den grønne omstilling, siger hun.

Hun understreger, at regeringen ikke kan tvinge eksempelvis kommuner til det på grund af det kommunale selvstyre. Men at hun håber, at både kommuner og regioner tager idéen til sig.

Under den forhenværende regering foreslog Dansk Folkeparti, at institutioner skulle tvinges til at servere svinekød en gang om ugen. Det blev kaldt symbolpolitik. Ifølge Signe Munk kan det dog ikke sammenlignes.

- Det er bestemt ikke symbolpolitik at sørge for, at der er et mindre klimaaftryk fra den mad, der serveres i de offentlige kantiner.

- Vi blander os ikke i, om det er selleri eller broccoli, siger Signe Munk.

/ritzau/