Det var forkert, da Lægemiddelstyrelsen vurderede, at EU-aftale ville forhindre vaccinestøtte, siger minister.

Lægemiddelstyrelsens rådgivning hvilede på en forkert antagelse, da styrelsen vejledte Sundhedsministeriet om muligheden for at indgå en aftale om støtte til en danskproduceret vaccine mod coronavirus.

Det forklarede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd i Folketingets sundhedsudvalg tirsdag. Det skriver Information.

Vaccinen bliver udviklet af forskere fra Københavns Universitet i virksomheden AdaptVac. Sidste år i juli holdt Lægemiddelstyrelsen et møde med forskerne bag vaccinen.

Formålet var at undersøge mulighederne for at reservere millioner af doser til Danmark "til kostpris" mod offentlig støtte.

Efter mødet anbefalede Lægemiddelstyrelsen, at Sundhedsministeriet indgik en aftale om vaccinen. Aftalen skulle indebære støtte med ti millioner euro - svarende til 75 millioner kroner.

Men i slutningen af juli 2020 indgik AdaptVac en licensaftale med medicinalselskabet Bavarian Nordic.

Det fik Lægemiddelstyrelsen til at skrive til Sundhedsministeriet, at "vinduet for en national aftale med AdaptVac" derfor var "lukket". Styrelsen henviste til EUs vaccineaftale.

Ministeriet undlod på den baggrund at indgå en aftale. Men Lægemiddelstyrelsens fortolkning var forkert. Det fremgik af et svar fra EU-Kommissionen til Information i marts.

Alligevel har styrelsen flere gange fastholdt sin fortolkning, men dog senest annonceret, at den tager kommissionens svar "til efterretning".

På samrådet onsdag understregede Magnus Heunicke, at styrelsen havde begået en fejl.

- Fejlen er, at departementet får at vide af Lægemiddelstyrelsen, at styrelsen er blevet informeret om en licensaftale med Bavarian Nordic, og at der derfor er lukket ifølge aftalen med EU-Kommissionen.

- Det er ikke en korrekt fortolkning, det er en fuldstændig ukorrekt tolkning, sagde ministeren på samrådet.

På samrådet kaldte sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti sagen for "en kæmpe skandale".

Og ifølge Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, har den fejlagtige information haft "temmelig vidtgående konsekvenser".

Ifølge Magnus Heunicke er der i marts i år lavet en uvildig vurdering af den danske vaccine mod coronavirus. Vurderingen bekræfter dens potentiale.

Regeringen er i øjeblikket i "tæt dialog" med Bavarian Nordic og AdaptVac. Formålet er at få afklaret forskellige juridiske og økonomiske aspekter i forhold til mulig støtte af den danske vaccine.

/ritzau/