Efter en lang og intens drøftelse på Venstres gruppemøde har Støjbergs tidligere parti besluttet, at de på tirsdag vil stemme hende ud af Folketinget.

Det oplyser gruppeformand Karsten Lauritzen (V) onsdag eftermiddag.

»Det er altid svært at tage stilling til spørgsmål om værdighed i Folketinget, og det er særlig svært, når der er tale om en tidligere kollega, så vi har haft en god og grundig drøftelse,« siger han.

»Men det (ubetinget fængsel, red.) er uforeneligt med at sidde i Folketinget,« fortsætter han.

Tirsdag 21. december skal Folketinget stemme om, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget eller ej.

Både Radikale Venstre, Liberale Alliance, Frie Grønne samt løsgængerne Lars Løkke og Simon Emil Ammitzbøll-Bille har allerede sagt, at man vil stemme Støjberg ud af Folketinget på tirsdag.

Omvendt har Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige sagt, at man mener, at Støjberg fortsat er værdig til at sidde i Folketinget på trods af hendes ubetingede fængselsdom i Rigsretten.

Hvis et flertal i Folketinget erklærer hende uværdig, skal Inger Støjberg forlade Folketinget omgående uden løn eller eftervederlag.

Hun kan dog opstille ved næste folketingsvalg, hvilket Venstre ikke mener er noget problem.

»Nej, det vil vi ikke modsætte os. Det er vælgernes afgørelse, om hun skal i Folketinget efter et valg,« siger Karsten Laurtizen.

Inger Støjberg fik mandag 60 dages ubetinget fængsel i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor pigerne var mindreårige.