Han bor her og modtager offentlige ydelser. Men han mener, at islam står over dansk lov, og at små muslimske piger skal gå med tørklæde.

Nu bliver den somalisk-fødte debattør Mohamed Abdi Kahn, som er kendt for at svine Danmark til, en sag for regeringen.

Danmarksdemokraternes Ulrik Knudsen (DD) vil have Mohamed Abdi Kahn ud af Danmark. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag vil Danmarksdemokraterne nemlig spørge udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S), om han vil have Kahn ud af Danmark.

Det fortæller partiets indfødsretsordfører Ulrik Knudsen til B.T., som vil følge med under seancen. 

Selv mener Ulrik Knudsen, at Mohamed Abdi Kahn bør udvises.

Han påpeger, at han gentagne gange har svinet Danmark til, »mens hele hans familie på otte mand lever af forsørgelse i Danmark.«

Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) skal onsdag svare Danmarksdemokraterne på spørgsmål om den udskældte debattør Mohamed Abdi Kahn. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Og det synes jeg ikke, vi skal finde os i,« siger ordføreren, som også bemærker, at Mohamed Abdi Kahn har udtalt sig negativt om homoseksuelle. 

Skal man forstå det sådan, at der er ting, man ikke må sige i Danmark, hvis man spørger dig?

»Nej, vi går ind for ytringsfrihed i Danmark, men vi går ikke ind for, at islamister som ham skal suge på labben,« siger Ulrik Knudsen.

Han vil have undersøgt mulighederne for at få Mohamed Abdi Kahn ud.

»Den opholdstilladelse, han har, skal vi have revurderet for at se, om der er mulighed for at smide ham ud. Jeg har også stillet spørgsmål til ministeren, som ligger til skriftlig besvarelse, om der er foretaget en genvurdering af hans opholdstilladelse for at afdække muligheden for at komme af med ham.«

Mener du, at ministeren skal gå ind og kigge på en enkelt mands opholdstilladelse, fordi han sviner Danmark til?

»Ja, det synes jeg. Han kan jo blive brugt som et eksempel på, hvad vi gør med de her islamister, som åbenlyst modarbejder danske værdier og samtidig opnår offentlig forsørgelse i Danmark,« siger han.

Mohamed Abdi Kahn er politisk flygtning fra Etiopien og kom til Danmark i 2015.

I løbet af sommeren har han debatteret heftigt med Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og bedt om 3,5 millioner kroner til at rejse ud af Danmark og starte en ny tilværelse med familien i Djibouti.

Støjberg har i stedet tilbudt 34.000 kroner til flybilletter.

»Jeg tænker ikke, at det er min opgave at finansiere, at du kan leve i sus og dus i en villa til 3 millioner kroner i Djibouti,« skrev hun i et opslag på Facebook, da bølgerne mellem de to gik højt.

B.T. har tidligere interviewet Socialdemokratiets udlændingeordfører Thomas Skriver om Mohamed Abdi Kahn.

Klokken 13 følger vi her på sitet med i folketingssalen, når Mohamed Abdi Kahn kommer på dagsordenen.