Ministerium skrev, at minister instruerede styrelse. Men det var ikke Støjberg, der ringede, siger ekschef.

Advokat René Offersen stillede i Rigsretten mandag flere spørgsmål til det svar, som Udlændinge- og Integrationsministeriets gav til Folketingets Ombudsmand i sagen om adskillelse af asylpar.

Forsvareren afhørte mandag eftermiddag Lykke Sørensen, der som tidligere afdelingschef i ministeriet er vidne i rigsretssagen, hvor Støjberg er tiltalt for en ulovlig instruks.

René Offersen hev svaret frem fra foråret 2016, hvor der blandt andet står, at "ministeren instruerede 10. februar (Udlændinge)styrelsen" om den nye indkvarteringsordning.

Den formulering undrer forsvareren. Hvem foretog instrueringen af Udlændingestyrelsen? Var det ministeren, der ringede derover?, ville René Offersen vide.

- Nej, det var det ikke, sagde Lykke Sørensen og fortsatte:

- Den pressemeddelelse, vi udsendte, var baggrunden for instruksen, sådan som vi forstod den. Nu har jeg forklaret, hvorfor vi har skrevet sådan. Det kan man så være enig eller uenig i.

Pressemeddelelsen, som hun henviste til, blev udsendt 10. februar 2016. I den meddelte Inger Støjberg, at alle mindreårige asylansøgere skulle adskilles fra deres ægtefælle - uden undtagelser.

Støjberg godkendte dog dagen inden et notat, hvoraf det fremgik, at der kunne være undtagelser. Det fejede Lykke Sørensen dog endnu en gang af vejen.

- Jeg har ingen erindring om det notat - lige meget hvor meget du spørger, sagde Lykke Sørensen.

Netop notatet borede René Offersen også i. Han undrede sig over, at det ikke blev fremhævet over for Ombudsmanden.

- Jeg har ingen erindring om notatet. Derfor har jeg heller ikke været inde i, om det skulle sendes til Ombudsmanden. Jeg har ikke været inde i at finde alle akter til Ombudsmanden, svarede Lykke Sørensen.

I sagen er Inger Støjberg tiltalt for at have udstedt og fastholdt en ulovlig instruks om at adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ægtefælle - uden undtagelser. Støjberg nægter sig skyldig.

Som noget af det sidste, inden afhøringen af Lykke Sørensen sluttede, ville forsvarer Nicolai Mallet vide, om Inger Støjberg på noget tidspunkt efter 10. februar 2016 sagde til Lykke Sørensen, gav en tjenestebefaling, eller hvad hun måtte opfatte som sådan, om at alle par skulle adskilles?

- Nej, det har hun ikke, lød svaret fra Lykke Sørensen.

Hun har heller ikke nogen viden om, at den tidligere minister skulle have givet en sådan befaling til tidligere kontorchef Jesper Gori eller nogen ansatte i Udlændingeafdelingen, som Lykke Sørensen var chef for.

Støjberg hæfter sig efter retsmødet ved netop de sidste ord fra Lykke Sørensen.

- Jeg har aldrig har givet hende eller nogen andre en ordre om at gøre noget ulovligt, siger Støjberg.

Sagen fortsætter tirsdag, hvor Støjberg tidligere spindoktor Mark Thorsen skal afhøres.

/ritzau/