Ingen tog tilsyneladende ansvar for notat, som Støjberg kalder helt centralt, men som ingen fulgte i asylsag.

Daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) har kaldt det helt centralt, at hun godkendte et notat om, at ikke alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles. Dermed fulgte hun loven.

Der er dog ingen embedsmænd, der har tillagt det nogen værdi, og ingen er tilsyneladende gået videre med notatet. Flere har forklaret, at det skyldes, at der blev udsendt en pressemeddelelse i 2016 om, at alle par skulle adskilles.

Da der ikke blev skrevet nogen skriftlige instrukser, blev den fulgt i stedet. Fire år efter er det fortsat uenighed om, hvem der havde ansvaret for at sende notatet videre i systemet.

- Typisk i sådan en sag, hvor ministeren er inde over, vil det være ministersekretariatet, der sendte det ud, siger kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Anette Görtz torsdag i Instrukskommissionen.

Den er nedsat for at undersøgen sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Hun var chef i det kontor, der oprettede sagen om notatet.

Hun afviser, at hendes afdeling derfor havde ansvaret.

- Her var vi så mange parter inde over, og det, der var interessant at orientere styrelsen om, er den juridiske del, siger hun.

Derfor ville det være naturligt, at det kom fra udlændingeafdelingen, som også havde et medansvar for notatet, fordi den afdeling stod for den juridiske del. Det gjorde Anette Görtz' afdeling ikke.

Kontorchef Jesper Gori fra udlændingeafdelingen mener dog, at ministersekretariatet lukkede sagen, og opfattede notatet som "dødt og borte".

Store dele af ministeriet var blevet lagt sammen, og derfor var der nye ukendte sagsgange. Eksempelvis var systemet for journalisering nyt, fremhæver hun.

- Mit kontor var det hurtigste til at komme i gang med at bruge det her system, så jeg tror, nogle af sagerne afspejler, at vi var gode til at få sat tingene i proces og få dem videre i systemet, siger Anette Görtz.

Hun bliver torsdag i kommissionen spurgt til, at notatet tilsyneladende er hjemløst, og at man som borger kan blive bekymret for, at ingen tager ansvar for det.

- Det afhænger af det indhold, der er i sagen, og hvad der skal kommunikeres omkring, siger hun og gentager, at hun som økonom overlod den slags til juristerne.

Hun uddyber, at hun ikke var opmærksom på notatet efter 9. februar, hvor Støjberg har godkendt det.

En lang række embedsmænd har samme forklaring.

Men departementschef Uffe Toudal Pedersen har også tillagt notatet værdi og kaldt det afgørende, fordi det viste, at Inger Støjberg havde accepteret, at ikke alle par kunne adskilles.

Støjberg pressede på for at få udsendt en pressemeddelelse 10. februar 2016, som modsat notatet ikke indeholdt undtagelser, og den godkendte departementschefen, har han erkendt.

Det var dog en afdelingschef i Görtz' afdeling, der ringede til styrelsen for at bede dem om at adskille asylparrene. Men Anette Görtz kender ikke til baggrunden for den beslutning.

Hun talte tilsyneladende ikke med sin afdelingschef om telefonsamtalerne.

De er ellers centrale, fordi medarbejdere i styrelsen mener, at de blev pålagt at følge pressemeddelelsen og dermed administrere ulovligt ved at adskille alle par.

/ritzau/