Faktisk er det slet ikke nyt, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) har Kurt Westergaards tegning af Muhammed som baggrund på sin iPad.

Tegningen, der viser Muhammed med en bombe i sin turban, har været hendes iPad-baggrund i flere år, fortæller hun til BT og Metroxpress.

»Men tænk sig at vi er kommet dertil, hvor vi diskuterer om man kan vise et screenshot. Men det er blevet sådan,« erkender Inger Støjberg, der de seneste par dage har gået og tænkt over, om hun skulle ytre sig i sagen.

Onsdag i sidste uge kunne Berlingske fortælle, at Skovgaard Museet i Viborg på en kommende udstilling om blasfemikunst har valgt ikke at udstille Muhammed-tegningerne.

»Når vi diskuterer blasfemi i Danmark, er Muhammed-tegningerne noget at det første, vi tænker på. Derfor ville det være oplagt, at de var med på udstillingen. Men, det har været vigtigt for os at vise, at blasfemi også er så meget andet,« forklarer museumsdirektør Anne-Mette Willumsen overfor TV MIDTVEST.

Det er en »vældig vigtig debat«, mener ministeren.

»Når jeg synes, det er vigtigt at udstille tegningerne, er det fordi, det er symbolet på vores frihedsorienterede samfund og det fundament af frihedsrettigheder – at man kan tro på den gud, man vil og ytre det, man vil. Det har været til stor debat efter tegningerne. Men det er så grundlæggende for os i Danmark, at vi kan det.«

Derfor ærgrer det Inger Støjberg, når medier vælger ikke at vise tegningen. Det gælder eksempelvis BT, der som følge af en redaktionel beslutning kun vil bringe Muhammed-tegningerne i helt ekstraordinære situationer.

»Jeg redigerer ikke BT, så derfor skal jeg ikke blande mig, men jeg synes det er ærgerligt, at alle medier ikke står vagt om vores ytringsfrihed ved at vise tegningerne. Hvis vi altid illustrerer det med noget andet, er det islamisterne, der vinder. Det skal de ikke,« siger hun.

Chefredaktør hos BT, Jens Grund, giver her sin begrundelse på, hvorfor BT ikke bringer Muhammed-tegningen.

»Jeg kan godt blive lidt træt af at se en minister definere ytringsfrihed som ytringspligt: At vi skal bringe hendes skrivebordsbillede fra Ipad’en, fordi hun selv har bragt det på Facebook. Det minder mig lidt om antifascister, der hopper og råber, at alle andre, der ikke hopper, er nazister,« siger Jens Grund og fortsætter:

»Vi er i Danmark nødt til at komme ud over den situation, at den mere end 10 år gamle tegning af bomben i turbanen i medierne konstant gøres til et spørgsmål om ytringsfrihed eller ej. Ja, vi kan komme i en helt ekstraordinær situation, hvor vi igen bringer Muhammed-tegningerne, som satte ild i dele af Mellemøsten og har bragt folks liv i fare på Jyllands-Posten, men Inger Støjbergs baggrundsbillede på hendes Ipad er ikke den ekstraordinære situation.«

Udstillingen i Viborg åbner fredag.