Støjberg raser over brændstofpriserne: 'Det går ikke!'
Tårnhøje priser får danskere til at søge billig diesel og benzin i lukkede Facebook-grupper. Oppositionen kritiserer regeringen for at være for langt væk fra danskernes hverdag.

Tårnhøje priser får danskere til at søge billig diesel og benzin i lukkede Facebook-grupper. Oppositionen kritiserer regeringen for at være for langt væk fra danskernes hverdag.


»Benzin- og dieselpriserne er gået amok i Danmark,« lyder det fra Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg.
Hendes reaktion kommer efter B.T.s dækning af, at danskere i lukkede grupper på Facebook ser ud til at bruge det sorte marked til at købe brændstof til markant lavere priser end på tankstationerne.
»Regeringen har besluttet, at afgifterne skal være høje, og de bliver højere og højere. Men vi ser i Tyskland og i Sverige, at der er afgifterne sat ned. Det her går ikke. Mange mennesker er dybt afhængige af deres bil, de kan ikke bare lige skifte over til en elbil. Det koster mange penge,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Regeringen hjælper ikke befolkningen. Der er ingen tvivl om, at afgifterne kan sættes ned med politisk vilje, men regeringsmedlemmerne bor i Storkøbenhavn. De har ikke besværet med at have langt til arbejde, og de bor for langt væk fra danskernes hverdag. Det er for ideologisk at sige, at folk skal tage bussen. Det er ikke virkeligheden for mange mennesker.«
I september lå dieselpriserne i landsgennemsnit på 19,10-19,22 kroner/liter. I september sidste år var literprisen på diesel 14,39 kroner. Det skriver prisovervågningssiden benzinsignal.dk, der samler og viser brændstofpriser. Data kommer fra officielle priser, som benzinselskaberne skal offentliggøre.
Danmark har blandt de højeste brændstofpriser i EU, primært på grund af høje afgifter. Det fremgår af en uafhængig europæisk prisside, der samler officielle forbrugerpriser fra lande på tværs af EU.
Den aktuelle stigning skyldes højere oliepriser drevet af konflikt, hvilket har skabt mangel på brændstof. Spændingen i Hormuz-strædet og Ruslands invasion af Ukraine har også presset priserne globalt.
En af Facebook-grupperne har 31.000 medlemmer. I september var der hele 18 opslag fra profiler, som ønskede at sælge eller købe benzin og diesel. I august var der kun fem opslag, hvilket viser en stigning på 260 procent i september.
Benzin og diesel er ulovligt at sælge i Danmark, medmindre brændstoffet opfylder bestemte kvalitetskrav. Det er også ulovligt, hvis salget sker uden de påkrævede tilladelser og sikkerhedsforanstaltninger.
Dansk Folkepartis politiske ordfører Peter Kofod er også bekymret over, hvad de høje brændstofpriser gør ved danskernes økonomi:
»Jeg kan ikke forstå, at regeringen ikke gør noget ved det, når vores nabolande gør. Det er jo oplagt at få afgifterne ned,« siger han, mens han understreger, at loven skal holdes i forbindelse med køb og salg af diesel og benzin.
Regeringen er jo ikke herre over geopolitiske spændinger, der får priserne til at stige. Det er vel ikke deres skyld?
»Nej, men vi kan styre hvor meget staten skal tjene. Der er intet, der forhindrer regeringen i at sætte afgifterne ned. Staten skal ikke blive fed på bekostning af danskerne.«
B.T. har kontaktet Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted og Venstres formand Troels Lund Poulsen om de høje brændstofpriser, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
B.T. har henvendt sig til Skatteministeriet, som ikke havde mulighed for at svare på kritikken inden artiklens deadline.
Til gengæld er Socialdemokratiets retsordfører Lea Wermelin vendt tilbage. Hun afviser Dansk Folkepartis plan:
» Hvis man vil sænke afgifterne, som DF efterlyser, så vil det koste 80 milliarder kroner. Vi vil i stedet målrette pengene til danskerne, og det gør vi ved politiske tiltag som pendlerfradrag til dem, der bruger bilen meget, fødevare check, ældrecheck og skattelettelser, der giver danskerne en bedre økonomi i hverdagen,« siger hun.